Refleksioner om praksiserfaring…

Da jeg planlægger at begynde på en kandidatuddannelse til sommer, er jeg stødt ind i mange forskellige opfattelser af praksiserfarings betydning inden et videre studie.

Efter gymnasiet fik jeg arbejde ved et plejehjem med leve-bo miljø i et halvt år. Derefter var jeg ude og rejse og da jeg kom hjem igen, fandt jeg arbejde ved et bosted for mennesker med varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i et halvt år. Tilegnende praksiserfaring oplevede jeg som utrolig brugbar under ergoterapeutuddannelsen. Det blev nemmere at forstå samt huske teorien, da jeg hele tiden kunne reflektere tilbage til de praksisser jeg havde oplevet. På den anden side var det jo ikke så længe, at jeg havde været der ude, men det var netop nok til, at jeg havde undret mig over flere ting. Jeg havde ofte tænkt, om arbejdet ikke kunne gøres anderledes for at beboerne kunne få et endnu mere meningsfuldt liv. Det gav ergoterapi både svar på og ideer til.

Jeg tror det, at komme ud og opleve, hvordan tingene fungere ude i forskellige virkeligheder giver en god grundforståelse og noget at perspektivere teorierne til.  På den anden side formoder jeg ikke nødvendigvis, at jo længere tid man er i praksis, jo nemmere bliver det på skolebænken og efterfølgende når man skal have et arbejde som ergoterapeut. Tværtimod kan sandsynligvis blive vanskeligt at integrere et helt nyt fagparadigme pga. den allerede eksisterende forforståelse.

Det kan være nemmere at ændre sit tankemønster, hvis man ikke gennem årene på sit arbejde har fået en automatiske, rutinepræget tankegang, som hæmmer undring og refleksion.

Hertil skal det nævnes, at nogle arbejdspladser gør meget for at fremme undring og refleksion for netop at styrke sin praksis.  På min nuværende arbejdsplads ved Udviklingsteamet benytter vi fx coachingsredskabet Karl Tomm. Denne giver netop anledning til refleksion over en situation fra hverdagen, og er samtidig handlingsorienteret, så det ikke kun bliver ved snakken. Da vi bruger Karl Tomm i hvert af vores team, kommer det ikke kun den enkelte til gode, men hele teamet, som kan få inspiration til et af deres egne forløb med borgerne.

Det at have rollen som coach ved en Karl Tomm styrker desuden ens kommunikationsevner. Man bliver mere opmærksom på, at personen som oplever et problem og søger en løsning, ofte vil finde den bedste løsning, hvis de selv er den aktive i processen, i stedet for at få gode råd fra andres erfaringer. På denne måde opnår individet desuden en følelse af handlekompetence, som kan styrke selvtilliden i arbejdet.

På trods af at en arbejdsplads kan være super professionel og gør meget for at holde sig up to date, tror jeg alligevel, at det, at arbejde mange år det samme sted, socialiserer os til at tænke og agere indenfor rammerne af et bestemt paradigme, dvs. at man i arbejdsgruppen skaber en forståelse af, hvordan virkeligheden ser ud og derudfra hvordan man mest professionelt handler i den.

 Jeg tænker derfor, at det kan være givende at supplere sit arbejde med opgaver ved siden af, hvor man kan holde sig opdateret med teorier, projekter, hvad der rør sig og ikke mindst, hvordan andre som har helt andre paradigme-briller på ser virkeligheden. Det er også opgaver af denne karakter, som udfordrer en og er med til at holde gnisten tændt for det arbejde man udføre, den gnist som man netop har som helt grøn, hvor man brænder for at komme ud og gøre en forskel.

Hvad angår at opleve mange forskellige virkeligheder, synes jeg, at uddannelsen er bygget godt op, da der er mulighed for at komme ud i seks forskellige praktikker. På den måde kan de studerende både fange essensen af ergoterapi og få en bred erfaringen allerede under uddannelsen samt få en masse indtryk som kan give inspiration.

Arbejdet som ergoterapeut/hjemmevejleder hos Udviklingsteamet giver mig selvfølgelig yderligere erfaringer og ideer til at tilpasse forskellige aktiviteter og omgivelser, så klienten opnår sin nærmeste udviklingszone eller får en mere overskuelig tilfredsstillende hverdag med mulighed for deltagelse i eget liv samt i samfundet - altså erfaringer med rigtig ergoterapi, da arbejdet matcher kernen i ergoterapi rigtig godt!

Men samtidig har arbejdet også gjort mig mindre firkantet overfor ergoterapeutiske kernekompetencer og givet mig en øjenåbner overfor, hvordan værdier, som måske ligger nærmere det pædagogiske område end det ergoterapeutiske, kan supplere. Et eksempel kunne være en madlavningsaktivitet med borgeren. Her vil en ergoterapeut højst sandsynligt sige, at det handler om at klienten gør så mange opgaver som muligt selv i aktiviteten, da dette træner hvor effektiv, selvstændig og vellykket klienten er i sin aktivitet, samt giver klienten en følelse af handlekompetence ”Jeg er sådan en som selv kan lave frikadeller - trods min paretiske arm”. Hvis man går ind i aktiviteten og deltager sammen med klienten samt støtter lidt ekstra under aktiviteten, giver dette dog også mange positive effekter; det kan styrke relationen mellem terapeut og klient, give noget livskvalitet i hverdagen der angår ”det at lave noget sammen med andre” samt lette samtalen, da snakken ofte går nemmere under en aktivitet frem for at sidde og kigge hinanden i øjnene. Denne erfaring er jeg meget glad for, da jeg føler at det er små ting som denne, som kan bygge bro mellem teori og praksis.

Når der tales om praksiserfaring, er der selvfølgelig også stor forskel på, hvilke dele af erfaringen man får brug for, ud fra hvad man vil bruge det videre studie til.

Med hensyn til den ergoterapeutiske erfaring er den selvfølgelig udmærket anvendeligt, hvis jeg skal bruge min kandidat til at blive en god underviser i ergoterapi eller arbejde som udviklingsterapeut et sted. Men det kan ligeså vel være at kandidatuddannelsen tager mig i en hel anden retning. Dog tror jeg altid, at jeg vil kunne få gavn af mine ergoterapeutiske briller, da de giver viden om, hvordan mennesket fungere, samt hvordan man konkret kan øge menneskets handlekompetencer.    

Hvis jeg kommer til at arbejde med analyse og planlægning på et organisatorisk niveau forestiller jeg mig desuden, at jeg vil kunne bruge min arbejdserfaring til forståelse af de medarbejdere, som skal ”trækkes med” det arbejde jeg komme til at udføre. Det, selv at være i det miljø, som har oplevet reformer, skærpede krav om effektivisering, implementering af nyeste viden, velfærdsteknologi mm., må give en bedre forståelse af, hvordan mange medarbejdere oplever de eksisterende arbejdsrammer samt skift i disse. Jeg tror denne forståelse og empati mellem de forskellige niveauer i organisation er en solid byggesten med henblik på at skabe respekt samt værdsættelse af hinandens arbejde. Ikke at praksis erfaring er den direkte vej til respekt, nej derimod forståelse og ydmyghed overfor andres menneskers evner og arbejde.  

Noget andet som jeg helt sikkert kan tage med mig videre, er den erfaring med kommunikation, som jeg har fået netop ved mit nuværende arbejde – det er nemlig en af Udviklingsteamets spidskompetencer. Kommunikation læres hovedsagligt gennem udøvelse og kommunikation kan de fleste altid blive bedre til.

Kommunikationen er som bekendt et af de vigtigste redskaber for at både interventionen med klienten samt samarbejdet mellem kollegaer, gruppemedlemmer osv. lykkes.

En anden tanke med hensyn til erfaring. Der er forskel på at være erfaren vs. uerfaren inden sit arbejde, og det at være ung vs. moden. Nu er jeg jo selv ret ung og arbejdet og ambitionerne fylder meget af min hverdag og mine tanker. Alligevel forestiller jeg mig, at når jeg får en mere moden alder og måske endda en familie, vil familielivet fylde langt mere. Alderen vil sandsynligvis bidrage til en større indre ro, og tryghed ved, at det jeg ikke når den ene dag, når jeg den næste. Dette er også et positivt karaktertræk, som jeg til tider misunder ved mine mere modne kollegaer, der er et andet sted i deres liv.

Afrundende: Jeg finder mange positive sider af praksiserfaring, men jeg er nok også kritisk i forhold til at mene, at al praksiserfaring er ubetinget anvendelig lige meget hvad - den skal selvfølgelig også være relevant. På den anden side er jeg tilbøjelig til at mene, at hvor meget mennesket får ud af de forskellige virkeligheder der opleves, afhænger af evnen til åbenhed, refleksion, undren og forståelse. På denne måde tror jeg mennesket kan stille sig en i slags læringsposition og få utrolig meget ud af arbejde/uddannelse og livet generelt – måske oven i købet på relativt kort tid?

Tanker bag solidaritetsloven

Længe har mange mennesker været enige om, at samfundets individer over den seneste årrække er blevet mere og mere individualistisk, egoistiske og selviscenesættende. Det handler om mig, mig selv og jeg. ”Fuck janteloven” er blevet en del af denne trend, den omvendte Jantelov bliver tilstræbt - bare med den detalje at den ikke lyder ”Du skal tror på, at du er noget” men ”Jeg er alt”! Selvfølgelig skal man tro på sig selv og sine evner. Det er sundt at have selvtillid. Problemet opstår først, hvis størstedelen af befolkningen ser sig selv som værende helt fantastiske, og alle andre bliver degraderet til at være et slags redskab til, hvordan man selv kan dyrke sit ego.

Samfundet har dog også en række tendenser, som kan modarbejde denne ego-trend. Fx positiv psykologi. Positiv psykologi bliver dog fortolket forskelligt, og viden fra området bliver ofte brugt i jagten på et lykkeligt liv hos det enkelte menneske. I denne forbindelse er det imidlertid interessant, at undersøgelser inden for positiv psykologi tyder på, at et af de fænomener, som giver størst glæde og værdi, er når et menneske får lov at hjælpe andre. Som jeg forstår positiv psykologi og lykkeforskning er netop dette essensen – samt evnen til at opdage egne samt andres ressourcer.

Ud fra disse tanker har jeg skrevet et udkast til en slags solidaritetslov. Skriv gerne til mig, hvis du har nogen bedre formulering eller supplerende ”love”.

Solidaritetsloven

Alle mennesker dur til noget

Alle mennesker er lige meget værd

Sammen står vi stærkest

Vær overfor andre, som du ønsker de skal være overfor dig

Hjælp andre og andre vil gøre det samme for dig

Værdsæt andre mennesker og de vil værdsætte dig

Flere hjerner tænker bedre end en

Respekter andre mennesker og deres værdier

Alle mennesker tænker forskelligt og derudfra gør de det bedste de kan

Vi kan lære meget af hinanden

Jeg har længe haft disse tanker skrevet ned, og i stedet for at blive ved med at gemme dem for mig selv, vælger jeg at dele dem her. Ligeså vel som indlægget om forråelse ikke har meget med ergoterapi og innovation at gøre, er dette indlæg heller ikke fagrelevant på den måde. Alligevel er der ligheder mellem ergoterapiens grundsætninger og denne solidaritetslov. Fx er en huskeregel i ergoterapi, at vi er eksperter i vores fag, og klienten er i sin sag/sit liv. Denne sætning kan sammenlignes med flere dele af loven fx at vi kan lære meget af hinanden, og sådan kan der sikkert trækkes flere paraleller. På den måde tror jeg, at ”lovene” kan være en reminder om, hvad det også vil sige at være en empatisk og respektfuld fagperson samt et sympatisk medmenneske.   

Det offentlige...

Jeg er jo offentligt ansat, og sikke en fantastisk lille enhed i det offentlige, hvor der både er plads til frihed under ansvar med metodefrihed, nytænkning og mulighed for faglig sparring med kompetente kollegaer. Og der findes flere af disse små enheder, som "faktisk" funger rigtig godt… TRODS det at være offentlig ansat, ofte har et negativt ry.

Men men men derfor synes jeg stadig, at der burde gøres noget ved det offentlige system, da det er for stift og bureaukratisk.

Som en af de borgere, som jeg kommer ved, udtrykte sig i sin frustration og afmagt over den bureaukratiske, langsommelige sagsbehandling: ”Jeg føler mig nærmest, som et helt beskæftigelsesprojekt, hvor den ene kontoransatte efter den anden læser mine papir igennem for derefter at sende dem videre i systemet til den næste kontoransatte. Hvis der var nogen flere af mig, så ville der ikke findes arbejdsløshed i Danmark.”

Han føler, at kæmper i kviksand og jeg kender flere andre, som føler det samme - at de befinder sig i en endeløs kamp mod systemet. 

Udover de lange sagsbehandlinger, findes der endnu flere eksempler, hvor jeg spørger mig selv, om hele processen ikke kunne forenkles på en måde. Fx dokumentationssystemer, som ikke kan fungere sammen eller sygehuse som ikke kan samarbejde om et patientforløb.  

Kunne det offentlige gøres lidt mere fleksibelt?

Jeg tror bl.a. på mindre kontrol, og mere decentralisering, så de fleste sager kan ordnes lokalt og kun gå gennem ganske få led. På den anden side vil dette gå ud over specialiseringsenheder rundt i landet. Jeg har en forestilling om, at det er svært at finde en løsning uden at gå på kompromis på en eller anden måde. 

Eksempler på, hvordan større fleksibilitet kunne gavne samfundet, kan både findes i økonomiske samt etiske argumenter. For at tage et eksempel fra min egen arbejdsplads, må jeg kort forklare, hvad mit job går ud på: I Udviklingstemaet, tager vi ud til voksne med erhvervet hjerneskade i eget hjem, og støtter dem i at få en hverdag med meningsfulde og nødvendige aktiviteter til at fungere - kort sagt hjælp til selvhjælp. Vi arbejder dog under BUM modellen, så disse mennesker er afhængige af deres timeantal, som de er bevilliget af deres sagsbehandler.  Noget, som kunne gøre det hele lidt nemmere for disse mennesker, ville være muligheden for kunne købe sig til ekstra tid med os. Bare visheden om, at det ville være muligt og de dermed ikke vil være totalt afhængige af det bevilling, ville helt sikkert give mange ro i maven.

Noget andet jeg gerne vil sætte på dagsorden omhandler, hvordan det offentlige kunne få et lidt bedre ry? Så i stedet for, at folk brokker sig over kommunen og de kommunale ansatte, som bare suger alle skattekronerne til sig, ville folk rose den flotte indsats samt den høje faglighed, som også eksister i det offentlige.

En kliche-agtig tanke, som er blevet tænkt af mange samt diskuteret af mange, men som ingen har fundet en løsning på.

Ondskabens psykologi - Forråelse

Jeg har lige deltaget i en kursusdag med Dorte Birkmose om Forråelse. Forråelse handler om, hvordan mennesker kan ”komme til” at udøve onde handlinger. De onde handlinger kan enten komme ved etisk tankeløs opførelse, dvs. når man glemmer at tænke over, om det man gør, skader eller umenneskeliggøre et andet menneske. Handlingen kan også komme af egoistisk ondskab, hvor man handler ondt, fordi det gør noget godt for en selv. Et eksempel herpå kunne være seksuelt misbrug af børn. Tilslut kan handlingen også komme af idealistisk ondskab, hvor man bedrager sig selv til at tro, at den onde handling faktisk er god. Eksemplerne er mange; det hvide snit, hvor lægerne troede, at de havde fundet den endelige løsning på psykiske sygdomme, eller nazismen, der legaliserede jødeudryddelsen, ved en begrundelse om at redde den rene ariske race.  

 

Forråelse udspringer af grenen ondskabens psykologi, som er en del af det psykologiske paradigme ligeså vel som udviklingspsykologi, positiv psykologi osv. Grundantagelserne indenfor ondskabens psykologi peger på syv socialpsykologiske faktorer, som fører til ondskab: umenneskeliggørelse, nedsat empati, dobbeltmoral, legitimering, reduceret ansvar, negativt sprog og positivt sprog. Desuden betragtes forsvarsmekanismer, afmagt, selvbedrag og grupper, som faktorer, der kan fremme onde handlinger. 

(Jeg håber, at indlægget giver mening trods, at jeg undlader at uddybe overstående)

Forråelse er et fænomen som både eksister på samfundsniveau samt på individniveau fx ved personalet og deres ”brugere”. 

Grunden til jeg skriver "brugere" i gåseøjne er, at vi havde en diskussion om, hvad man egentlig kan kalde de mennesker, som personalet hjælper uden at stemple dem - men det er en anden diskussion.

I forhold til forråelse mellem personale og ”brugere”, blev der taget rigtig mange eksempler op. Fx hvordan mennesker med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne ofte blev umyndiggjort ved enten at blive sammenlignet med børn eller med dyr. Eksempelvis var der en neuropsykologisk undersøgelse, som havde lavet en beskrivelse af en pige, hvor hun blev sammenlignet med en chimpanse. 

På samfundsplan sker forråelse i høj grad under en finanskrise, hvor det økonomiske paradigme begynder at vinder over det etiske og det faglige paradigme. Befolkning opdeles i os og dem, altså dem med arbejde - yderne, og dem uden arbejde - nyderne.  Det handler ikke om, hvad der er etisk ansvarligt og hvilke vilkår man byder mennesker, som ikke har et arbejde eller ikke er i stand til at arbejde. Det handler om, hvad er økonomisk ansvarligt? Og lige pludselig bliver de arbejdsløse gjort til ”farlige” overfor vores samfund, og de får selv skylden ”De er dovne og gider ikke arbejde, de vil hellere gå og slappe af og nasse på andre.”

Hele emnet fik virkelig sat tankerne og den dårlige samvittighed i gang. Jeg tænker, at der burde undervises i forråelse på alle uddannelser, som er rettet mod meget menneskenært arbejde. Desuden kunne det også være godt, hvis emnet blev sat på dagsorden i samfundet! Fokus vil være den bedste måde at bekæmpe det på. 

Emnet har dog været oppe i medierne fx i fjernsynsprogrammet ”kæft, trit og knus”, men her handler det om at finde synderne for de onde handlinger. Hele omdrejningspunktet for sagen bliver ”de onde medarbejder”, som bliver forhadte. Der sker en forglemmelse ved ikke at fremhæve faren ved, at alle mennesker kan komme til at udøve onde handlinger under visse vilkår.

Som det ser ud i samfundet nu med økonomisk krise, nedskæring og besparelser, virker det ikke til, at der er plads til et emne som forråelse. Men måske er det netop nu, at der er brug for det, så vi ikke begynder, at tænke devaluerende om de mennesker, som ikke bidrager ØKONOMISK til samfundet, men bidrager på mange andre måder. Disse mennesker har ligeså meget ret til deltagelse i samfundet og skal ikke stigmatiseres.

Hmm det blev vist et meget idealistisk indlæg, men nu har I som læser med også fået kendskab til forråelse..

Ergoterapeutuddannelsens udvikling i fremtiden

En af mine undervisere på ergoterapeutuddannelsen talte ofte om, at ergoterapeut var en af de bredeste fag, som man kunne vælger at studere.  Som ergoterapeut kan man både arbejde med mange forskellige målgrupper og med mange forskellige arbejdsområder og opgaver. Og det er jo fedt! Eller… Problemet opstår, når man som færdiguddannede ergoterapeut kommer ud i praksis og føler, at man mangler kompetencer for at kunne udføre arbejdet tilfredsstillende.  

Jeg har snakket med flere af mine studiekammerater og mange har haft den samme oplevelse af forventningsmismatch, når de har fået et arbejde. Fx ”De forventer ude i min praksis, at jeg har fuldstændig styr på forflytninger og hjælpemidler, men det har vi da næsten ikke haft om på uddannelsen. Vi har højest brugt 3 dage sammenlagt!” eller ”Inden jeg laver aktivitetstræning med mine klienter, skal jeg altid lave funktionstræning. Men hvordan skal jeg kunne gøre det, når vi overhovedet ikke har lært om det!”. 

Kan det passe, at nye ergoterapeuter skal have denne oplevelse, eller skal uddannelsen tilpasses så de studerende bliver bedre rustet til at møde praksis? Eller er det praksis som skal afgrænses, så den matcher uddannelsen og det nye ergoterapeutiske paradigme? Eller skal uddannelsen være et basisforløb, hvorefter grønne ergoterapeuter kommer i en slags mesterlære hos de erfarende ergoterapeuter, når de kommer ud i praksis?

Findes problemet ved, at uddannelsen er så bred, at vi bliver en slags blæksprutter, som kan lidt af hvert, men for’ lidt af hvert? Eller findes problemet ved, at praksis holder med næb og klør på de områder ergoterapeuter har fået tilegnet sig gennem årene, som egentlig ikke matcher det nye ergoterapeutiske paradigme?

Nå, men dette er en længere diskussion. Senere vil jeg sikkert tage diskussionen op om de praksisområder, som ergoterapeuter har sat sig på, men i dette indlæg vil jeg beskrive mine tanker og udringer om, hvordan ergoterapeutuddannelsen kunne se ud i fremtiden. 

Den samme underviser som ovenfornævnt mente, at uddannelsen i fremtiden ville dele sig i to retninger en somatisk og en psykiatrisk.  Altså specialisere sig efter patientgrupper. Men da alle klienter er unikke og der er behov for en skræddersyet intervention, ville dette måske ikke være løsningen? Kunne uddannelsen i stedet deles i specialiserede retninger efter interventionsmetoder?

Kunne der fx hentes inspiration fra Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) og dens 4 interventionsmodeller: Kompensationsmodellen, Undervisningsmodellen, Modellen for træning af aktivitetsformåen og Modellen for træning af personlige faktorer og kropsfuktioner. 

Først og fremmest mener jeg, at uddannelsen selvfølgelig skal have et grundforløb som bl.a. skulle indeholde aktivitetsvidenskab. Herudfra kan alle ergoterapeuter bruge aktivitetstrænings-interventionsstrategien. De tre andre modeller kunne så være grundlag for tre specialiserende retninger: 1. Undervisning, Kommunikation og Formidling  2. Omgivelser, Hjælpemidler og Ergonomi og 3. Træning af kropsfunktioner med aktivitets som middel.

Der vil helt sikkert også være mange problemer ved denne inddeling, fx er det svært at lære om funktionstræning ved alle de forskellige klientgrupper, som findes.

Men hvordan finder man egentlig ud af, hvad der vil give mening, hvis uddannelsen skulle deles i specialiserede retninger? Skal man spørge ude i praksis? Eller måske har ergoterapiunderviserne eller de studerende nogen gode forslag?

Det kunne være interessant at finde ud af, om det overhovedet er et generelt problem, som opleves, når nye ergoterapeuter møder praksis? Og hvordan og hvorfor? Det kunne være et spændende PREjekt, som forarbejdet til et projekt, der undersøger eventuelle løsningsmuligheder.

En sjov bonusinfo:

I Sydafrika er opbygningen af uddannelsen lidt anderledes end herhjemme. Uddannelsen er en universitetsuddannelsen og tager i alt 4 år, hvor det 4. år er ren praktik. Desuden skal de uddannede ergoterapeuter hvert år samle point for at bevare deres titel. Dette kaldes ” CPD – continuous professional development”. Disse point fås ved fx at deltage i kurser, afholde og deltage i temadage, undervise andre ergoterapeuter og tage til konferencer. For at deltage i kurser osv. kan de søge legater i visse fonde.

På Groote Schuur Hospital, hvor jeg var tilknyttet i min praktik, afholdes der en gang om måneden Journal Club. Dette gør de dels for at samle point ind, men også for at sikre den evidens baseret praksis. Ergoterapeuterne skiftes til at undervise i et emne indenfor deres arbejdsområde. Forud skal de havde fundet videnskabelige artikler, som undervisningen bygger på.