Ergoterapeutuddannelsens udvikling i fremtiden

En af mine undervisere på ergoterapeutuddannelsen talte ofte om, at ergoterapeut var en af de bredeste fag, som man kunne vælger at studere.  Som ergoterapeut kan man både arbejde med mange forskellige målgrupper og med mange forskellige arbejdsområder og opgaver. Og det er jo fedt! Eller… Problemet opstår, når man som færdiguddannede ergoterapeut kommer ud i praksis og føler, at man mangler kompetencer for at kunne udføre arbejdet tilfredsstillende.  

Jeg har snakket med flere af mine studiekammerater og mange har haft den samme oplevelse af forventningsmismatch, når de har fået et arbejde. Fx ”De forventer ude i min praksis, at jeg har fuldstændig styr på forflytninger og hjælpemidler, men det har vi da næsten ikke haft om på uddannelsen. Vi har højest brugt 3 dage sammenlagt!” eller ”Inden jeg laver aktivitetstræning med mine klienter, skal jeg altid lave funktionstræning. Men hvordan skal jeg kunne gøre det, når vi overhovedet ikke har lært om det!”. 

Kan det passe, at nye ergoterapeuter skal have denne oplevelse, eller skal uddannelsen tilpasses så de studerende bliver bedre rustet til at møde praksis? Eller er det praksis som skal afgrænses, så den matcher uddannelsen og det nye ergoterapeutiske paradigme? Eller skal uddannelsen være et basisforløb, hvorefter grønne ergoterapeuter kommer i en slags mesterlære hos de erfarende ergoterapeuter, når de kommer ud i praksis?

Findes problemet ved, at uddannelsen er så bred, at vi bliver en slags blæksprutter, som kan lidt af hvert, men for’ lidt af hvert? Eller findes problemet ved, at praksis holder med næb og klør på de områder ergoterapeuter har fået tilegnet sig gennem årene, som egentlig ikke matcher det nye ergoterapeutiske paradigme?

Nå, men dette er en længere diskussion. Senere vil jeg sikkert tage diskussionen op om de praksisområder, som ergoterapeuter har sat sig på, men i dette indlæg vil jeg beskrive mine tanker og udringer om, hvordan ergoterapeutuddannelsen kunne se ud i fremtiden. 

Den samme underviser som ovenfornævnt mente, at uddannelsen i fremtiden ville dele sig i to retninger en somatisk og en psykiatrisk.  Altså specialisere sig efter patientgrupper. Men da alle klienter er unikke og der er behov for en skræddersyet intervention, ville dette måske ikke være løsningen? Kunne uddannelsen i stedet deles i specialiserede retninger efter interventionsmetoder?

Kunne der fx hentes inspiration fra Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) og dens 4 interventionsmodeller: Kompensationsmodellen, Undervisningsmodellen, Modellen for træning af aktivitetsformåen og Modellen for træning af personlige faktorer og kropsfuktioner. 

Først og fremmest mener jeg, at uddannelsen selvfølgelig skal have et grundforløb som bl.a. skulle indeholde aktivitetsvidenskab. Herudfra kan alle ergoterapeuter bruge aktivitetstrænings-interventionsstrategien. De tre andre modeller kunne så være grundlag for tre specialiserende retninger: 1. Undervisning, Kommunikation og Formidling  2. Omgivelser, Hjælpemidler og Ergonomi og 3. Træning af kropsfunktioner med aktivitets som middel.

Der vil helt sikkert også være mange problemer ved denne inddeling, fx er det svært at lære om funktionstræning ved alle de forskellige klientgrupper, som findes.

Men hvordan finder man egentlig ud af, hvad der vil give mening, hvis uddannelsen skulle deles i specialiserede retninger? Skal man spørge ude i praksis? Eller måske har ergoterapiunderviserne eller de studerende nogen gode forslag?

Det kunne være interessant at finde ud af, om det overhovedet er et generelt problem, som opleves, når nye ergoterapeuter møder praksis? Og hvordan og hvorfor? Det kunne være et spændende PREjekt, som forarbejdet til et projekt, der undersøger eventuelle løsningsmuligheder.

En sjov bonusinfo:

I Sydafrika er opbygningen af uddannelsen lidt anderledes end herhjemme. Uddannelsen er en universitetsuddannelsen og tager i alt 4 år, hvor det 4. år er ren praktik. Desuden skal de uddannede ergoterapeuter hvert år samle point for at bevare deres titel. Dette kaldes ” CPD – continuous professional development”. Disse point fås ved fx at deltage i kurser, afholde og deltage i temadage, undervise andre ergoterapeuter og tage til konferencer. For at deltage i kurser osv. kan de søge legater i visse fonde.

På Groote Schuur Hospital, hvor jeg var tilknyttet i min praktik, afholdes der en gang om måneden Journal Club. Dette gør de dels for at samle point ind, men også for at sikre den evidens baseret praksis. Ergoterapeuterne skiftes til at undervise i et emne indenfor deres arbejdsområde. Forud skal de havde fundet videnskabelige artikler, som undervisningen bygger på.