Refleksioner om praksiserfaring…

Da jeg planlægger at begynde på en kandidatuddannelse til sommer, er jeg stødt ind i mange forskellige opfattelser af praksiserfarings betydning inden et videre studie.

Efter gymnasiet fik jeg arbejde ved et plejehjem med leve-bo miljø i et halvt år. Derefter var jeg ude og rejse og da jeg kom hjem igen, fandt jeg arbejde ved et bosted for mennesker med varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i et halvt år. Tilegnende praksiserfaring oplevede jeg som utrolig brugbar under ergoterapeutuddannelsen. Det blev nemmere at forstå samt huske teorien, da jeg hele tiden kunne reflektere tilbage til de praksisser jeg havde oplevet. På den anden side var det jo ikke så længe, at jeg havde været der ude, men det var netop nok til, at jeg havde undret mig over flere ting. Jeg havde ofte tænkt, om arbejdet ikke kunne gøres anderledes for at beboerne kunne få et endnu mere meningsfuldt liv. Det gav ergoterapi både svar på og ideer til.

Jeg tror det, at komme ud og opleve, hvordan tingene fungere ude i forskellige virkeligheder giver en god grundforståelse og noget at perspektivere teorierne til.  På den anden side formoder jeg ikke nødvendigvis, at jo længere tid man er i praksis, jo nemmere bliver det på skolebænken og efterfølgende når man skal have et arbejde som ergoterapeut. Tværtimod kan sandsynligvis blive vanskeligt at integrere et helt nyt fagparadigme pga. den allerede eksisterende forforståelse.

Det kan være nemmere at ændre sit tankemønster, hvis man ikke gennem årene på sit arbejde har fået en automatiske, rutinepræget tankegang, som hæmmer undring og refleksion.

Hertil skal det nævnes, at nogle arbejdspladser gør meget for at fremme undring og refleksion for netop at styrke sin praksis.  På min nuværende arbejdsplads ved Udviklingsteamet benytter vi fx coachingsredskabet Karl Tomm. Denne giver netop anledning til refleksion over en situation fra hverdagen, og er samtidig handlingsorienteret, så det ikke kun bliver ved snakken. Da vi bruger Karl Tomm i hvert af vores team, kommer det ikke kun den enkelte til gode, men hele teamet, som kan få inspiration til et af deres egne forløb med borgerne.

Det at have rollen som coach ved en Karl Tomm styrker desuden ens kommunikationsevner. Man bliver mere opmærksom på, at personen som oplever et problem og søger en løsning, ofte vil finde den bedste løsning, hvis de selv er den aktive i processen, i stedet for at få gode råd fra andres erfaringer. På denne måde opnår individet desuden en følelse af handlekompetence, som kan styrke selvtilliden i arbejdet.

På trods af at en arbejdsplads kan være super professionel og gør meget for at holde sig up to date, tror jeg alligevel, at det, at arbejde mange år det samme sted, socialiserer os til at tænke og agere indenfor rammerne af et bestemt paradigme, dvs. at man i arbejdsgruppen skaber en forståelse af, hvordan virkeligheden ser ud og derudfra hvordan man mest professionelt handler i den.

 Jeg tænker derfor, at det kan være givende at supplere sit arbejde med opgaver ved siden af, hvor man kan holde sig opdateret med teorier, projekter, hvad der rør sig og ikke mindst, hvordan andre som har helt andre paradigme-briller på ser virkeligheden. Det er også opgaver af denne karakter, som udfordrer en og er med til at holde gnisten tændt for det arbejde man udføre, den gnist som man netop har som helt grøn, hvor man brænder for at komme ud og gøre en forskel.

Hvad angår at opleve mange forskellige virkeligheder, synes jeg, at uddannelsen er bygget godt op, da der er mulighed for at komme ud i seks forskellige praktikker. På den måde kan de studerende både fange essensen af ergoterapi og få en bred erfaringen allerede under uddannelsen samt få en masse indtryk som kan give inspiration.

Arbejdet som ergoterapeut/hjemmevejleder hos Udviklingsteamet giver mig selvfølgelig yderligere erfaringer og ideer til at tilpasse forskellige aktiviteter og omgivelser, så klienten opnår sin nærmeste udviklingszone eller får en mere overskuelig tilfredsstillende hverdag med mulighed for deltagelse i eget liv samt i samfundet - altså erfaringer med rigtig ergoterapi, da arbejdet matcher kernen i ergoterapi rigtig godt!

Men samtidig har arbejdet også gjort mig mindre firkantet overfor ergoterapeutiske kernekompetencer og givet mig en øjenåbner overfor, hvordan værdier, som måske ligger nærmere det pædagogiske område end det ergoterapeutiske, kan supplere. Et eksempel kunne være en madlavningsaktivitet med borgeren. Her vil en ergoterapeut højst sandsynligt sige, at det handler om at klienten gør så mange opgaver som muligt selv i aktiviteten, da dette træner hvor effektiv, selvstændig og vellykket klienten er i sin aktivitet, samt giver klienten en følelse af handlekompetence ”Jeg er sådan en som selv kan lave frikadeller - trods min paretiske arm”. Hvis man går ind i aktiviteten og deltager sammen med klienten samt støtter lidt ekstra under aktiviteten, giver dette dog også mange positive effekter; det kan styrke relationen mellem terapeut og klient, give noget livskvalitet i hverdagen der angår ”det at lave noget sammen med andre” samt lette samtalen, da snakken ofte går nemmere under en aktivitet frem for at sidde og kigge hinanden i øjnene. Denne erfaring er jeg meget glad for, da jeg føler at det er små ting som denne, som kan bygge bro mellem teori og praksis.

Når der tales om praksiserfaring, er der selvfølgelig også stor forskel på, hvilke dele af erfaringen man får brug for, ud fra hvad man vil bruge det videre studie til.

Med hensyn til den ergoterapeutiske erfaring er den selvfølgelig udmærket anvendeligt, hvis jeg skal bruge min kandidat til at blive en god underviser i ergoterapi eller arbejde som udviklingsterapeut et sted. Men det kan ligeså vel være at kandidatuddannelsen tager mig i en hel anden retning. Dog tror jeg altid, at jeg vil kunne få gavn af mine ergoterapeutiske briller, da de giver viden om, hvordan mennesket fungere, samt hvordan man konkret kan øge menneskets handlekompetencer.    

Hvis jeg kommer til at arbejde med analyse og planlægning på et organisatorisk niveau forestiller jeg mig desuden, at jeg vil kunne bruge min arbejdserfaring til forståelse af de medarbejdere, som skal ”trækkes med” det arbejde jeg komme til at udføre. Det, selv at være i det miljø, som har oplevet reformer, skærpede krav om effektivisering, implementering af nyeste viden, velfærdsteknologi mm., må give en bedre forståelse af, hvordan mange medarbejdere oplever de eksisterende arbejdsrammer samt skift i disse. Jeg tror denne forståelse og empati mellem de forskellige niveauer i organisation er en solid byggesten med henblik på at skabe respekt samt værdsættelse af hinandens arbejde. Ikke at praksis erfaring er den direkte vej til respekt, nej derimod forståelse og ydmyghed overfor andres menneskers evner og arbejde.  

Noget andet som jeg helt sikkert kan tage med mig videre, er den erfaring med kommunikation, som jeg har fået netop ved mit nuværende arbejde – det er nemlig en af Udviklingsteamets spidskompetencer. Kommunikation læres hovedsagligt gennem udøvelse og kommunikation kan de fleste altid blive bedre til.

Kommunikationen er som bekendt et af de vigtigste redskaber for at både interventionen med klienten samt samarbejdet mellem kollegaer, gruppemedlemmer osv. lykkes.

En anden tanke med hensyn til erfaring. Der er forskel på at være erfaren vs. uerfaren inden sit arbejde, og det at være ung vs. moden. Nu er jeg jo selv ret ung og arbejdet og ambitionerne fylder meget af min hverdag og mine tanker. Alligevel forestiller jeg mig, at når jeg får en mere moden alder og måske endda en familie, vil familielivet fylde langt mere. Alderen vil sandsynligvis bidrage til en større indre ro, og tryghed ved, at det jeg ikke når den ene dag, når jeg den næste. Dette er også et positivt karaktertræk, som jeg til tider misunder ved mine mere modne kollegaer, der er et andet sted i deres liv.

Afrundende: Jeg finder mange positive sider af praksiserfaring, men jeg er nok også kritisk i forhold til at mene, at al praksiserfaring er ubetinget anvendelig lige meget hvad - den skal selvfølgelig også være relevant. På den anden side er jeg tilbøjelig til at mene, at hvor meget mennesket får ud af de forskellige virkeligheder der opleves, afhænger af evnen til åbenhed, refleksion, undren og forståelse. På denne måde tror jeg mennesket kan stille sig en i slags læringsposition og få utrolig meget ud af arbejde/uddannelse og livet generelt – måske oven i købet på relativt kort tid?