Det offentlige...

Jeg er jo offentligt ansat, og sikke en fantastisk lille enhed i det offentlige, hvor der både er plads til frihed under ansvar med metodefrihed, nytænkning og mulighed for faglig sparring med kompetente kollegaer. Og der findes flere af disse små enheder, som "faktisk" funger rigtig godt… TRODS det at være offentlig ansat, ofte har et negativt ry.

Men men men derfor synes jeg stadig, at der burde gøres noget ved det offentlige system, da det er for stift og bureaukratisk.

Som en af de borgere, som jeg kommer ved, udtrykte sig i sin frustration og afmagt over den bureaukratiske, langsommelige sagsbehandling: ”Jeg føler mig nærmest, som et helt beskæftigelsesprojekt, hvor den ene kontoransatte efter den anden læser mine papir igennem for derefter at sende dem videre i systemet til den næste kontoransatte. Hvis der var nogen flere af mig, så ville der ikke findes arbejdsløshed i Danmark.”

Han føler, at kæmper i kviksand og jeg kender flere andre, som føler det samme - at de befinder sig i en endeløs kamp mod systemet. 

Udover de lange sagsbehandlinger, findes der endnu flere eksempler, hvor jeg spørger mig selv, om hele processen ikke kunne forenkles på en måde. Fx dokumentationssystemer, som ikke kan fungere sammen eller sygehuse som ikke kan samarbejde om et patientforløb.  

Kunne det offentlige gøres lidt mere fleksibelt?

Jeg tror bl.a. på mindre kontrol, og mere decentralisering, så de fleste sager kan ordnes lokalt og kun gå gennem ganske få led. På den anden side vil dette gå ud over specialiseringsenheder rundt i landet. Jeg har en forestilling om, at det er svært at finde en løsning uden at gå på kompromis på en eller anden måde. 

Eksempler på, hvordan større fleksibilitet kunne gavne samfundet, kan både findes i økonomiske samt etiske argumenter. For at tage et eksempel fra min egen arbejdsplads, må jeg kort forklare, hvad mit job går ud på: I Udviklingstemaet, tager vi ud til voksne med erhvervet hjerneskade i eget hjem, og støtter dem i at få en hverdag med meningsfulde og nødvendige aktiviteter til at fungere - kort sagt hjælp til selvhjælp. Vi arbejder dog under BUM modellen, så disse mennesker er afhængige af deres timeantal, som de er bevilliget af deres sagsbehandler.  Noget, som kunne gøre det hele lidt nemmere for disse mennesker, ville være muligheden for kunne købe sig til ekstra tid med os. Bare visheden om, at det ville være muligt og de dermed ikke vil være totalt afhængige af det bevilling, ville helt sikkert give mange ro i maven.

Noget andet jeg gerne vil sætte på dagsorden omhandler, hvordan det offentlige kunne få et lidt bedre ry? Så i stedet for, at folk brokker sig over kommunen og de kommunale ansatte, som bare suger alle skattekronerne til sig, ville folk rose den flotte indsats samt den høje faglighed, som også eksister i det offentlige.

En kliche-agtig tanke, som er blevet tænkt af mange samt diskuteret af mange, men som ingen har fundet en løsning på.

Ondskabens psykologi - Forråelse

Jeg har lige deltaget i en kursusdag med Dorte Birkmose om Forråelse. Forråelse handler om, hvordan mennesker kan ”komme til” at udøve onde handlinger. De onde handlinger kan enten komme ved etisk tankeløs opførelse, dvs. når man glemmer at tænke over, om det man gør, skader eller umenneskeliggøre et andet menneske. Handlingen kan også komme af egoistisk ondskab, hvor man handler ondt, fordi det gør noget godt for en selv. Et eksempel herpå kunne være seksuelt misbrug af børn. Tilslut kan handlingen også komme af idealistisk ondskab, hvor man bedrager sig selv til at tro, at den onde handling faktisk er god. Eksemplerne er mange; det hvide snit, hvor lægerne troede, at de havde fundet den endelige løsning på psykiske sygdomme, eller nazismen, der legaliserede jødeudryddelsen, ved en begrundelse om at redde den rene ariske race.  

 

Forråelse udspringer af grenen ondskabens psykologi, som er en del af det psykologiske paradigme ligeså vel som udviklingspsykologi, positiv psykologi osv. Grundantagelserne indenfor ondskabens psykologi peger på syv socialpsykologiske faktorer, som fører til ondskab: umenneskeliggørelse, nedsat empati, dobbeltmoral, legitimering, reduceret ansvar, negativt sprog og positivt sprog. Desuden betragtes forsvarsmekanismer, afmagt, selvbedrag og grupper, som faktorer, der kan fremme onde handlinger. 

(Jeg håber, at indlægget giver mening trods, at jeg undlader at uddybe overstående)

Forråelse er et fænomen som både eksister på samfundsniveau samt på individniveau fx ved personalet og deres ”brugere”. 

Grunden til jeg skriver "brugere" i gåseøjne er, at vi havde en diskussion om, hvad man egentlig kan kalde de mennesker, som personalet hjælper uden at stemple dem - men det er en anden diskussion.

I forhold til forråelse mellem personale og ”brugere”, blev der taget rigtig mange eksempler op. Fx hvordan mennesker med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne ofte blev umyndiggjort ved enten at blive sammenlignet med børn eller med dyr. Eksempelvis var der en neuropsykologisk undersøgelse, som havde lavet en beskrivelse af en pige, hvor hun blev sammenlignet med en chimpanse. 

På samfundsplan sker forråelse i høj grad under en finanskrise, hvor det økonomiske paradigme begynder at vinder over det etiske og det faglige paradigme. Befolkning opdeles i os og dem, altså dem med arbejde - yderne, og dem uden arbejde - nyderne.  Det handler ikke om, hvad der er etisk ansvarligt og hvilke vilkår man byder mennesker, som ikke har et arbejde eller ikke er i stand til at arbejde. Det handler om, hvad er økonomisk ansvarligt? Og lige pludselig bliver de arbejdsløse gjort til ”farlige” overfor vores samfund, og de får selv skylden ”De er dovne og gider ikke arbejde, de vil hellere gå og slappe af og nasse på andre.”

Hele emnet fik virkelig sat tankerne og den dårlige samvittighed i gang. Jeg tænker, at der burde undervises i forråelse på alle uddannelser, som er rettet mod meget menneskenært arbejde. Desuden kunne det også være godt, hvis emnet blev sat på dagsorden i samfundet! Fokus vil være den bedste måde at bekæmpe det på. 

Emnet har dog været oppe i medierne fx i fjernsynsprogrammet ”kæft, trit og knus”, men her handler det om at finde synderne for de onde handlinger. Hele omdrejningspunktet for sagen bliver ”de onde medarbejder”, som bliver forhadte. Der sker en forglemmelse ved ikke at fremhæve faren ved, at alle mennesker kan komme til at udøve onde handlinger under visse vilkår.

Som det ser ud i samfundet nu med økonomisk krise, nedskæring og besparelser, virker det ikke til, at der er plads til et emne som forråelse. Men måske er det netop nu, at der er brug for det, så vi ikke begynder, at tænke devaluerende om de mennesker, som ikke bidrager ØKONOMISK til samfundet, men bidrager på mange andre måder. Disse mennesker har ligeså meget ret til deltagelse i samfundet og skal ikke stigmatiseres.

Hmm det blev vist et meget idealistisk indlæg, men nu har I som læser med også fået kendskab til forråelse..

Ergoterapeutuddannelsens udvikling i fremtiden

En af mine undervisere på ergoterapeutuddannelsen talte ofte om, at ergoterapeut var en af de bredeste fag, som man kunne vælger at studere.  Som ergoterapeut kan man både arbejde med mange forskellige målgrupper og med mange forskellige arbejdsområder og opgaver. Og det er jo fedt! Eller… Problemet opstår, når man som færdiguddannede ergoterapeut kommer ud i praksis og føler, at man mangler kompetencer for at kunne udføre arbejdet tilfredsstillende.  

Jeg har snakket med flere af mine studiekammerater og mange har haft den samme oplevelse af forventningsmismatch, når de har fået et arbejde. Fx ”De forventer ude i min praksis, at jeg har fuldstændig styr på forflytninger og hjælpemidler, men det har vi da næsten ikke haft om på uddannelsen. Vi har højest brugt 3 dage sammenlagt!” eller ”Inden jeg laver aktivitetstræning med mine klienter, skal jeg altid lave funktionstræning. Men hvordan skal jeg kunne gøre det, når vi overhovedet ikke har lært om det!”. 

Kan det passe, at nye ergoterapeuter skal have denne oplevelse, eller skal uddannelsen tilpasses så de studerende bliver bedre rustet til at møde praksis? Eller er det praksis som skal afgrænses, så den matcher uddannelsen og det nye ergoterapeutiske paradigme? Eller skal uddannelsen være et basisforløb, hvorefter grønne ergoterapeuter kommer i en slags mesterlære hos de erfarende ergoterapeuter, når de kommer ud i praksis?

Findes problemet ved, at uddannelsen er så bred, at vi bliver en slags blæksprutter, som kan lidt af hvert, men for’ lidt af hvert? Eller findes problemet ved, at praksis holder med næb og klør på de områder ergoterapeuter har fået tilegnet sig gennem årene, som egentlig ikke matcher det nye ergoterapeutiske paradigme?

Nå, men dette er en længere diskussion. Senere vil jeg sikkert tage diskussionen op om de praksisområder, som ergoterapeuter har sat sig på, men i dette indlæg vil jeg beskrive mine tanker og udringer om, hvordan ergoterapeutuddannelsen kunne se ud i fremtiden. 

Den samme underviser som ovenfornævnt mente, at uddannelsen i fremtiden ville dele sig i to retninger en somatisk og en psykiatrisk.  Altså specialisere sig efter patientgrupper. Men da alle klienter er unikke og der er behov for en skræddersyet intervention, ville dette måske ikke være løsningen? Kunne uddannelsen i stedet deles i specialiserede retninger efter interventionsmetoder?

Kunne der fx hentes inspiration fra Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) og dens 4 interventionsmodeller: Kompensationsmodellen, Undervisningsmodellen, Modellen for træning af aktivitetsformåen og Modellen for træning af personlige faktorer og kropsfuktioner. 

Først og fremmest mener jeg, at uddannelsen selvfølgelig skal have et grundforløb som bl.a. skulle indeholde aktivitetsvidenskab. Herudfra kan alle ergoterapeuter bruge aktivitetstrænings-interventionsstrategien. De tre andre modeller kunne så være grundlag for tre specialiserende retninger: 1. Undervisning, Kommunikation og Formidling  2. Omgivelser, Hjælpemidler og Ergonomi og 3. Træning af kropsfunktioner med aktivitets som middel.

Der vil helt sikkert også være mange problemer ved denne inddeling, fx er det svært at lære om funktionstræning ved alle de forskellige klientgrupper, som findes.

Men hvordan finder man egentlig ud af, hvad der vil give mening, hvis uddannelsen skulle deles i specialiserede retninger? Skal man spørge ude i praksis? Eller måske har ergoterapiunderviserne eller de studerende nogen gode forslag?

Det kunne være interessant at finde ud af, om det overhovedet er et generelt problem, som opleves, når nye ergoterapeuter møder praksis? Og hvordan og hvorfor? Det kunne være et spændende PREjekt, som forarbejdet til et projekt, der undersøger eventuelle løsningsmuligheder.

En sjov bonusinfo:

I Sydafrika er opbygningen af uddannelsen lidt anderledes end herhjemme. Uddannelsen er en universitetsuddannelsen og tager i alt 4 år, hvor det 4. år er ren praktik. Desuden skal de uddannede ergoterapeuter hvert år samle point for at bevare deres titel. Dette kaldes ” CPD – continuous professional development”. Disse point fås ved fx at deltage i kurser, afholde og deltage i temadage, undervise andre ergoterapeuter og tage til konferencer. For at deltage i kurser osv. kan de søge legater i visse fonde.

På Groote Schuur Hospital, hvor jeg var tilknyttet i min praktik, afholdes der en gang om måneden Journal Club. Dette gør de dels for at samle point ind, men også for at sikre den evidens baseret praksis. Ergoterapeuterne skiftes til at undervise i et emne indenfor deres arbejdsområde. Forud skal de havde fundet videnskabelige artikler, som undervisningen bygger på.

Billede til nedstående blogindlæg om mit praktikophold i Sydafrika

Lille del af en kæmpe township i Sydafrika

Praktikoplevelser fra Sydafrika

Dette indlæg handler ikke så meget om innovation, men om en af de mange oplevelser fra min modul 13 praktik i Sydafrika. En studiekammerat og jeg var i Cape Town i 3 ½ uges praktik på Groote Schuur Hospital. Her fik vi en masse fantastiske oplevelser både faglige og personlige.

Her vil jeg fortælle om vores besøg på ergoterapi ”afdelingen” på en klinik i en fattig township i udkanten af Cape Town. Eller afdeling er måske så meget sagt, da der kun var ansat en ergoterapeut, og hun delte endda sit terapilokale med en socialrådgivers kontor. Men hun var virkelig inspirerende og havde en helt utrolig kernefaglighed.  Hun arbejdede dagligt med mange forskellige grupper af klienter både voksne, unge og børn, samt grupper men også individuelle klienter. 

Mens hun fortalte om sit arbejde, var der særligt to kernekompetencer, som jeg bed mærke i, at hun var særdeles dygtig til at bruge – klientcentreringen og graduering til NUZO (den nærmeste udviklingszone). Eller disse er jo faktisk to kompetencer af samme stof, da det handler om at møde klienten og forstå klienten samt den klientcenteret kontekst, og derud fra graduere interventionen, så klienten opnår en meningsfuld proces/læring.

Fx arbejdede hun med voksne arbejdsløse mennesker, som boede i townshippen. Her mødes de arbejdsløse ofte med hinanden og danner ”negative grupper”. I disse grupper bekræftede de hinanden i, at arbejde var et uopnåeligt mål, og at ingen af dem havde noget at tilbyde en arbejdsgiver.  Hun opsøgte disse grupper og prøvede at bryde negativiteten. Arbejdet handlede her om bidrage til følelsen af empowerment ved åbne deres øjne for egne kompetencer. Hun hjalp flere af klienterne med at formulere et CV og her fandt nogen ud af, at hvis bare de kunne noget engelsk, havde de allerede en stor ressource. Hun sagde, at det selvfølgeligt var hårdt og ikke alle tog lige godt imod hende, men at de succeshistorier, som hun oplevede, bidrog til følelsen af at gøre et meningsfuldt arbejde.

Hun fortalte også, om de mange forældre, som hun mødte i klinikken, som ikke havde forståelse af små børns behov. Mødrene havde den opfattelse, at et barns eneste behov var søvn og mad. Derfor havde disse børn ikke fået stimuli nok til at udvikle deres hjerne. Som følge deraf var det normalt, at børnene fra townshippen, var flere år forsinket i deres udvikling i forhold til jævnaldrende, når de begyndte i skole.  Hun fortalte endda, at i de skoler, som børnene kom i, var et barn ofte et af de bedste i sin klasse, hvis det kun var 1-2år bagud, da de fleste andre i en klasse var endnu længere tilbage i sin udvikling.

For forældrene ville det dog ikke give mening, hvis hun begyndte at belære dem om børns kognitive udvikling og afprøve standardiserede tests for at undersøge, hvilket udviklingsstadie et barn var på. I stedet så hun lidt mere groft på, hvor meget et barn kunne fx kravle, gå, klappe, sige bogstaver osv. - ting som forældrene kunne forholde sig til. Hun hjalp også forældrene med at lave skrald om til legetøj. De fleste forældre havde ingen penge til at købe legetøj, men de kunne gå ud og finde plastik bøtter, og låg i forskellige farver. Samtidig med at børn udvikler sig gennem leg, var legetøjet også god til at træne specifikke kognitive funktioner som fx farver, former og størrelsesforhold. Dette var da et ret innovativt påfund, og ergoterapeuten forklarede det med, at man blev god til at udnytte de få ting, som var til rådighed i et så fattigt kvarter.

Om QR koder og MOBI:DO

For en måned siden havde vi et personalemøde om innovation på min arbejdsplads (Udviklingsteamet for voksne med erhvervet hjerneskade, Aalborg Kommune). Jeg synes, at medarbejderdreven innovation er et fantastisk koncept, da innovation ofte opstår, når problemer skal løses – og i praksis er der tonsvis af problemer/udfordringer, som personalet oplever dagligt, som der er værd at tage fat i. Jeg var med i den innovationsgruppe, som skulle brainstorme om teknologi, og hvordan teknologi kan lette hverdagen for både personale og borgere netop på vores arbejdsplads.

Det skal lige siges, at min nuværende arbejdsplads er IKKE teknologiforskrækket, hvilket jeg ellers har oplevet mange andre steder i praksis. I øjeblikket er der fx gang i et projekt om talegenkendelse og stemmestyret journal, som i længden skal sparre en masse kontortid. Så det er fedt!

Vi fik ideudvekslet en del, og noget af det mest interessante, som vi kom frem til, var en snak om, hvordan QR koder kan gavne borgerne i simple hverdagsaktiviteter. Det viste sig så, at den ide var der allerede nogle ingeniører, som allerede havde udviklet et redskab over - nemlig MOBI:DO.  Linket nedenfor beskriver redskabet ret pædagogisk: http://www.youtube.com/watch?v=q-TMfGRydzc

En kort opsummering: Brugeren køber et abonnement til MOBI:DO, så de nødvendige QR koder til relevante hverdagsaktiviteter kan udformes - i linket er det fx kaffebrygning. Til denne aktivitet udformes en tjekliste over delprocesserne i aktiviteterne. Når brugeren så står ved kaffemaskien scannes QR koden ved hjælp af en tablet eller en smartphone. Næste skridt er, at delaktiviteterne kommer frem på telefonen i kronologisk rækkefølge, hvor de skal vinges af step by step.

Redskabet har potentiel merværdi for mange mennesker med kognitive dysfunktioner. Mennesker, som har problemer med overblik over delprocesserne i en aktivitet og deres hukommelse, kan blive mere selvstændige i hverdagen, idet redskabet kompensere for disse dysfunktioner.

 Nogle uger efter innovationsmødet fik vi på arbejdspladsen, besøg af en sælger fra MOBI:DO, som fortalte om redskabets og dets fordele. Efter denne præsentation tyder det dog på, at redskabet stadig har en del mangler. Fx kunne der bruges tale-alarmer i stedet for tone-alarmer, så når telefonen skulle minde brugeren om morgenmedicinen sagde den: ”tid til morgen-medicin” i stedet for ”bib-bib-bib”. 

Et større problem er, at redskabet ikke kan give feedback. Hvis brugeren fx er tvivl om aktiviteten går, som den skal, og det ikke hjælper at gå delprocesser igennem endnu engang, bliver brugeren hjælpeløs. En metode, som måske kunne udvikles til at løse dette problem, kunne være, at brugeren skulle sende et billeder af delaktiviteten. Hvis opgaven fx var at varme et måltid i en mikrobølgeovn, ville brugeren sende et billede ind af mikrobølgeovnen og dens indstillinger, inden der trykkes på start. Hvis så MOBI:DO kunne registrere et sådan billede, som ”rigtigt eller forkert”, ville brugeren også kunne få noget feedback på, om indstillingerne er korrekte eller hvilket deltrin, som evt. skal laves om. 

Noget andet ved MOBI:DO, som er diskussionsværdigt, er, at redskabet er udviklet til at kompensere og ikke til genoptræning. En person med en nyopstået hjerneskade har ofte potentiale for genoptræning af de tabte funktioner pga. hjernens plasticitet. Hvis personen bruger MOBI:DO med det samme, vil personen sandsynligvis blive afhængig af redskabet og ikke udnytte potentialet for genoptræningen. Dette kan måske påvirke hjernens generelle overbliksevne og hukommelse, som ellers er brugbar i situationer, hvor MOBI:DO kommer til kort.