Praktikoplevelser fra Sydafrika

Dette indlæg handler ikke så meget om innovation, men om en af de mange oplevelser fra min modul 13 praktik i Sydafrika. En studiekammerat og jeg var i Cape Town i 3 ½ uges praktik på Groote Schuur Hospital. Her fik vi en masse fantastiske oplevelser både faglige og personlige.

Her vil jeg fortælle om vores besøg på ergoterapi ”afdelingen” på en klinik i en fattig township i udkanten af Cape Town. Eller afdeling er måske så meget sagt, da der kun var ansat en ergoterapeut, og hun delte endda sit terapilokale med en socialrådgivers kontor. Men hun var virkelig inspirerende og havde en helt utrolig kernefaglighed.  Hun arbejdede dagligt med mange forskellige grupper af klienter både voksne, unge og børn, samt grupper men også individuelle klienter. 

Mens hun fortalte om sit arbejde, var der særligt to kernekompetencer, som jeg bed mærke i, at hun var særdeles dygtig til at bruge – klientcentreringen og graduering til NUZO (den nærmeste udviklingszone). Eller disse er jo faktisk to kompetencer af samme stof, da det handler om at møde klienten og forstå klienten samt den klientcenteret kontekst, og derud fra graduere interventionen, så klienten opnår en meningsfuld proces/læring.

Fx arbejdede hun med voksne arbejdsløse mennesker, som boede i townshippen. Her mødes de arbejdsløse ofte med hinanden og danner ”negative grupper”. I disse grupper bekræftede de hinanden i, at arbejde var et uopnåeligt mål, og at ingen af dem havde noget at tilbyde en arbejdsgiver.  Hun opsøgte disse grupper og prøvede at bryde negativiteten. Arbejdet handlede her om bidrage til følelsen af empowerment ved åbne deres øjne for egne kompetencer. Hun hjalp flere af klienterne med at formulere et CV og her fandt nogen ud af, at hvis bare de kunne noget engelsk, havde de allerede en stor ressource. Hun sagde, at det selvfølgeligt var hårdt og ikke alle tog lige godt imod hende, men at de succeshistorier, som hun oplevede, bidrog til følelsen af at gøre et meningsfuldt arbejde.

Hun fortalte også, om de mange forældre, som hun mødte i klinikken, som ikke havde forståelse af små børns behov. Mødrene havde den opfattelse, at et barns eneste behov var søvn og mad. Derfor havde disse børn ikke fået stimuli nok til at udvikle deres hjerne. Som følge deraf var det normalt, at børnene fra townshippen, var flere år forsinket i deres udvikling i forhold til jævnaldrende, når de begyndte i skole.  Hun fortalte endda, at i de skoler, som børnene kom i, var et barn ofte et af de bedste i sin klasse, hvis det kun var 1-2år bagud, da de fleste andre i en klasse var endnu længere tilbage i sin udvikling.

For forældrene ville det dog ikke give mening, hvis hun begyndte at belære dem om børns kognitive udvikling og afprøve standardiserede tests for at undersøge, hvilket udviklingsstadie et barn var på. I stedet så hun lidt mere groft på, hvor meget et barn kunne fx kravle, gå, klappe, sige bogstaver osv. - ting som forældrene kunne forholde sig til. Hun hjalp også forældrene med at lave skrald om til legetøj. De fleste forældre havde ingen penge til at købe legetøj, men de kunne gå ud og finde plastik bøtter, og låg i forskellige farver. Samtidig med at børn udvikler sig gennem leg, var legetøjet også god til at træne specifikke kognitive funktioner som fx farver, former og størrelsesforhold. Dette var da et ret innovativt påfund, og ergoterapeuten forklarede det med, at man blev god til at udnytte de få ting, som var til rådighed i et så fattigt kvarter.