Det professionelle sprog - del 2

For mig er sproget en metode til at bevare min professionelle overbevisning. Det at kunne formulere faglige argumenter for mine handlinger giver mig et fagligt boost. Det er endvidere en metode at bevare de faglige refleksioner og gøre refleksionerne handlingsorienteret, så man konkret kan gå ud og bruge dem i praksis.

At få tankerne ud verbalt ved at dele dem med kollegaer skaber en positiv sprogspiral, som ikke kun udvikler de sproglige kompetencer på arbejdspladsen, men også giver inspiration til refleksioner over de forskellige tilgange, hvorpå man kan tænke og handle fagligt.

Da jeg på nuværende tidspunkt funger som klinisk underviser for to studerende giver det en god anledning til at øve fagsprog samt lære og sparre om, hvordan man kan tilegne sig et professionelt sprog på en forholdsvis enkel måde.  Vi prøver sammen og integrere nøgleord fra aktivitetsvidenskab i vores sprog under faglig sparring. Vi hente disse ord fra de modeller, begreber og referencerammer vi allerede kender i forvejen, for at gøre det så nemt for os selv som muligt.

Et af de redskaber vi har talt om er PEO modellen (Person-Environment-Occupation) - et medgørligt redskab til at beskrive, hvordan ergoterapeuter tænker og handler.

De tre komponenter, person, omgivelser og aktivitet, udgør en samlet interaktion som afspejles i aktivitetsudøvelsen. Hvis der er et godt match mellem de tre, er der sandsynligvis også en effektiv og tilfredsstillende aktivitetsudøvelse. Modellen kan både bruges til at undersøge og analysere problemet i aktivitetsudøvelsen og guide til tre mulige områder inden for interventionsplanlægning, men i høj grad kan modellen bruges som kommunikationsredskab. 

Den fortæller kort om vores kernefokus: at klienten kan få en tilfredsstillende aktivitetsudøvelse og den fortæller kort om tre strategier til at varetage denne opgave: omgivelserne kan tilpasses, aktiviteten kan gradueres og personen kan tilegne sig forskellige kompetencer, som aktiviteten kræver.

Graduering er også et af vores kernebegreber, da jeg også ser denne, som en af de vigtige kompetencer, som adskiller os fra andre sundhedsprofessionelle.

Skal graduering forklares til andre faggrupper, har jeg erfaringer med at benytte mig af teorien om den nærmeste udviklingszone (NUZO) og Flow teorien.  Disse bygger begge på tanken om, hvornår og hvordan der er et godt match mellem de kompetencer en aktivitet kræver samt de kompetencer som en person besidder. Hvis denne balance kan findes, er aktiviteten gradueret på en passende måde.

Skal det så forklares, hvordan en ergoterapeut kan finde frem til dette match, kan redskabet aktivitetsanalyse bruges. Aktivitetsanalyser giver netop et overblikket over aktiviteten ved at belyse dens delopgaver, og er derfor anvendelig til at finde ud af, hvilke muligheder der er, når aktivitet, omgivelser eller hos person kompetencer skal tilpasse/gradueres.

Den ergoterapeutiske arbejdsprocesmodel OTIPM er en anden metode, hvorpå trinnene i hele forløbet med klienten kan udtrykkes. Jeg vil ikke til at opremse alle faserne her, men henviser i stedet til en oversigt over OTIPM på http://www.amps-danmark.testlink.dk/files/4232/upload/Danska%20OTIPM%20Handout.pdf .  Modellen kan bruges til at beskrive, hvor man befinder sig henne i processen ved konkret at bruge udtrykkene fra modellen. Et eksempel kunne være:

 ”Jeg danner en tillidsfuld relation, og befinder mig i den del af arbejdsprocessen, som omhandler at identificere ressourcer og begrænsninger den klientcentrede kontekst.”

I stedet for:

”Jeg skal lige lære min klient at kende og jeg stikker lige en finger i jorden, inden vi rigtig går i gang med ergoterapien.”

Jeg tænker, at vi primært skal være talerør for vores fag, og bør bruge sproget indenfor aktivitetsvidenskab, med dette betyder ikke, at vi ikke også kan hente meget sprogligt fra andre referencer rammer. Fx kender mange Aaron Antonovskys begreber for at beskrive tanker om mestring og mennesket følelse af sammenhæng.

Endvidere tænker jeg, at det er forskelligt fra ergoterapeut til ergoterapeut hvilket begreber, som giver mest mening at anvende. Disse jeg har nævnt er alleredet integreret i mit sprogbrug og giver god mening netop på min arbejdsplads.

Det professionelle sprog - del 1

Det er efterhånden kendt viden, at måden, hvorpå vi formidler det ergoterapeutiske arbejde, har stor betydning for os som faggruppe. Jeg tænker, at der primært er to årsager til dette: 1) Vi vil gerne have viden om vores fag udbredt til klienter, andre faggrupper og generelt i befolkningen. 2) Det bidrager til vores egen følelse af professionalisme samt en underminering af begrebet ”tavs viden”.  Vores handlinger skal gerne være baseret på mere end en mavefornemmelse. Dermed skal vi også kunne forklare os med faglige argumenter, hvorfor gør vi, som vi gør i forløbet med klienten, og hvordan vi reflekter over forløbet med klienten samt interventionsstrategierne.

På uddannelsen synes jeg faktisk, at der gøres meget ud af, at de studerende lære at kommunikere med fagsprog. Der læres masser af teorier, forskellige ergoterapeutiske begrebsmodeller, arbejdsprocesmodeller og andre faglige konkrete redskaber, som kan hjælpe os med at udtrykke, hvordan vi udøver ergoterapi.

Jeg synes endda, at uddannelsen udfordre de studerende i at koble de professionelle redskaber og teorier med case eksempler fra praksis, så man på denne måde lære at forbinde teorien, sproget og udøvelsen i praksis.

Alligevel synes jeg sjældent, at jeg hører det ergoterapeutiske sprog ude i praksis eller hos mine tidligere studiekammerater, når vi taler om vores nuværende arbejde. Vi burde endda være virkelig mestre sproget, idet vi er forholdsvis nyuddannede!

På min arbejdsplads i Udviklingsteamet bliver sproget dyrket i høj grad. Der eksisterer en overbevisning om, at vi er med til at skabe den virkelighed, som vi eksistere i, gennem de narrativer vi i talesætter. Denne indtænkning af kommunikation er også et led i den systemiske ledelse, som udøves i Udviklingsteamet – et indlæg om systemisk ledelse som en måde at fremme en læringskultur må vente til en anden gang.

MEN selvom mine kollegaer i høj grad har et professionelt sprog skabes det ud fra en neuropædagogiske samt socialvidenskabelige referenceramme og ikke ud fra en ergoterapeutiske/aktivitetsvidenskabelig.

Mangler der efterspørgsel af det ergoterapeutiske sprog? Eller skal vi selv forsøge at skabe efterspørgslen? Begynder vi automatisk at tilegne os andre referencerammers sprog ude i praksis, da klienterne og kollegaerne har nemmere ved at forstå det? Skulle uddannelsen gøre mere ud af, at vi lære at tale professionelt frem for at skrive professionelt? Eller hvor er det kernen i problemet ligger?

Jeg ved ikke om der reelt eksister et problem, eller om det kun er i min oplevede livsverden, at jeg har den opfattelse. Jeg tænker dog, at sproget altid vil kunne blive bedre hos alle ergoterapeuter. Der er dog en fin grænse mellem ikke at drukne klienterne i fagtermer, men heller ikke bærer rundt på den tavse viden, fordi det er nemmere overfor os selv og kollegaer.

I mit næste indlæg vil jeg prøve at beskrive og dele mine erfaringer om, hvordan jeg selv bruger lette strategier til at bevare det ergoterapeutiske sprog.

Dokumentation af sundhedsøkonomiske besparelser ved ergoterapi i eget hjem

De næste par måneder er en kollega og jeg kliniske undervisere for to ergoterapeutstuderende fra Belgien. Dette giver anledning til nogle spændende samtaler om kulturelle forskelle i ergoterapi.

 De studerende har fortalt, at de fleste ergoterapeuter i Belgien arbejder på plejehjem, hvor de arranger spil og lege for de ældre fx sang eller bingo. De studerende ville gerne, at deres regering var mere positivt stemt overfor ergoterapi, så en udvikling indenfor faget kunne blive prioriteret økonomisk.

I Belgien findes der fx ikke noget, som hedder hjemmerehabilitering, hvor ergoterapi er indblandet, og der findes heller ikke noget tilbud, som ligner Udviklingsteamet for voksne med erhvervet hjerneskade. Dette vil de studerende gerne gøre noget ved, og efterspørger derfor noget dokumentation for effekt og især økonomiske besparelser ved ergoterapi i klientens eget hjem.

Er der nogen af jer, som følger denne blog, som kan hjælpe med dette? Dette kunne være hvad som helst på skrift, som kunne understøtte en god argumentation for, at ergoterapi i eget hjem, kan spare sundhedssystemet penge på længere sigt. Artiklerne/rapporterne må gerne være på engelsk. Det kunne også være interessant med undersøgelser, som ikke kunne dokumentere besparelser. Hvis I kan hjælpe, ville det være rart med enten en mail eller en kommentar nedenfor dette indlæg.

Jeg har selv søgt lidt og fandt en dansk rapport ”Sundhedsøkonomisk evaluering af hjemmerehabilitering i Frederiksborg Amt”. Et længere og grundigt projekt som på flere måder effektvurderede hjemmerehabilitering indenfor en defineret population af mennesker med hjerneskade, hvor der også var tilknyttet en kontrolgruppe som ikke hjemmerehabilitering.

Denne rapport viste bl.a. at ud af 5 mennesker med hjerneskade, kunne 1 blive helt selvhjulpen med hjemmerehabilitering, og dermed kunne hjemmerehabilitering spare samfundet for livslangpleje ved hver femte, som var indenfor undersøgte population.

Rapport var dog lang, på dansk samt forholdsvis kompliceret (i hvert fald for mig), så jeg kunne godt bruge nogle alternativer.

Karl Tomm

Karl Tomms spørgsmålstyper til læringssamtaler. I mit team plejer vi at starte som detektiv (øverst til venstre), derefter bevæge os ned i antropologfeltet, så til fremtidsforsker og til sidst kaptajn