Det professionelle sprog - del 1

Det er efterhånden kendt viden, at måden, hvorpå vi formidler det ergoterapeutiske arbejde, har stor betydning for os som faggruppe. Jeg tænker, at der primært er to årsager til dette: 1) Vi vil gerne have viden om vores fag udbredt til klienter, andre faggrupper og generelt i befolkningen. 2) Det bidrager til vores egen følelse af professionalisme samt en underminering af begrebet ”tavs viden”.  Vores handlinger skal gerne være baseret på mere end en mavefornemmelse. Dermed skal vi også kunne forklare os med faglige argumenter, hvorfor gør vi, som vi gør i forløbet med klienten, og hvordan vi reflekter over forløbet med klienten samt interventionsstrategierne.

På uddannelsen synes jeg faktisk, at der gøres meget ud af, at de studerende lære at kommunikere med fagsprog. Der læres masser af teorier, forskellige ergoterapeutiske begrebsmodeller, arbejdsprocesmodeller og andre faglige konkrete redskaber, som kan hjælpe os med at udtrykke, hvordan vi udøver ergoterapi.

Jeg synes endda, at uddannelsen udfordre de studerende i at koble de professionelle redskaber og teorier med case eksempler fra praksis, så man på denne måde lære at forbinde teorien, sproget og udøvelsen i praksis.

Alligevel synes jeg sjældent, at jeg hører det ergoterapeutiske sprog ude i praksis eller hos mine tidligere studiekammerater, når vi taler om vores nuværende arbejde. Vi burde endda være virkelig mestre sproget, idet vi er forholdsvis nyuddannede!

På min arbejdsplads i Udviklingsteamet bliver sproget dyrket i høj grad. Der eksisterer en overbevisning om, at vi er med til at skabe den virkelighed, som vi eksistere i, gennem de narrativer vi i talesætter. Denne indtænkning af kommunikation er også et led i den systemiske ledelse, som udøves i Udviklingsteamet – et indlæg om systemisk ledelse som en måde at fremme en læringskultur må vente til en anden gang.

MEN selvom mine kollegaer i høj grad har et professionelt sprog skabes det ud fra en neuropædagogiske samt socialvidenskabelige referenceramme og ikke ud fra en ergoterapeutiske/aktivitetsvidenskabelig.

Mangler der efterspørgsel af det ergoterapeutiske sprog? Eller skal vi selv forsøge at skabe efterspørgslen? Begynder vi automatisk at tilegne os andre referencerammers sprog ude i praksis, da klienterne og kollegaerne har nemmere ved at forstå det? Skulle uddannelsen gøre mere ud af, at vi lære at tale professionelt frem for at skrive professionelt? Eller hvor er det kernen i problemet ligger?

Jeg ved ikke om der reelt eksister et problem, eller om det kun er i min oplevede livsverden, at jeg har den opfattelse. Jeg tænker dog, at sproget altid vil kunne blive bedre hos alle ergoterapeuter. Der er dog en fin grænse mellem ikke at drukne klienterne i fagtermer, men heller ikke bærer rundt på den tavse viden, fordi det er nemmere overfor os selv og kollegaer.

I mit næste indlæg vil jeg prøve at beskrive og dele mine erfaringer om, hvordan jeg selv bruger lette strategier til at bevare det ergoterapeutiske sprog.