Ergoterapeutuddannelsens udvikling i fremtiden

En af mine undervisere på ergoterapeutuddannelsen talte ofte om, at ergoterapeut var en af de bredeste fag, som man kunne vælger at studere.  Som ergoterapeut kan man både arbejde med mange forskellige målgrupper og med mange forskellige arbejdsområder og opgaver. Og det er jo fedt! Eller… Problemet opstår, når man som færdiguddannede ergoterapeut kommer ud i praksis og føler, at man mangler kompetencer for at kunne udføre arbejdet tilfredsstillende.  

Jeg har snakket med flere af mine studiekammerater og mange har haft den samme oplevelse af forventningsmismatch, når de har fået et arbejde. Fx ”De forventer ude i min praksis, at jeg har fuldstændig styr på forflytninger og hjælpemidler, men det har vi da næsten ikke haft om på uddannelsen. Vi har højest brugt 3 dage sammenlagt!” eller ”Inden jeg laver aktivitetstræning med mine klienter, skal jeg altid lave funktionstræning. Men hvordan skal jeg kunne gøre det, når vi overhovedet ikke har lært om det!”. 

Kan det passe, at nye ergoterapeuter skal have denne oplevelse, eller skal uddannelsen tilpasses så de studerende bliver bedre rustet til at møde praksis? Eller er det praksis som skal afgrænses, så den matcher uddannelsen og det nye ergoterapeutiske paradigme? Eller skal uddannelsen være et basisforløb, hvorefter grønne ergoterapeuter kommer i en slags mesterlære hos de erfarende ergoterapeuter, når de kommer ud i praksis?

Findes problemet ved, at uddannelsen er så bred, at vi bliver en slags blæksprutter, som kan lidt af hvert, men for’ lidt af hvert? Eller findes problemet ved, at praksis holder med næb og klør på de områder ergoterapeuter har fået tilegnet sig gennem årene, som egentlig ikke matcher det nye ergoterapeutiske paradigme?

Nå, men dette er en længere diskussion. Senere vil jeg sikkert tage diskussionen op om de praksisområder, som ergoterapeuter har sat sig på, men i dette indlæg vil jeg beskrive mine tanker og udringer om, hvordan ergoterapeutuddannelsen kunne se ud i fremtiden. 

Den samme underviser som ovenfornævnt mente, at uddannelsen i fremtiden ville dele sig i to retninger en somatisk og en psykiatrisk.  Altså specialisere sig efter patientgrupper. Men da alle klienter er unikke og der er behov for en skræddersyet intervention, ville dette måske ikke være løsningen? Kunne uddannelsen i stedet deles i specialiserede retninger efter interventionsmetoder?

Kunne der fx hentes inspiration fra Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) og dens 4 interventionsmodeller: Kompensationsmodellen, Undervisningsmodellen, Modellen for træning af aktivitetsformåen og Modellen for træning af personlige faktorer og kropsfuktioner. 

Først og fremmest mener jeg, at uddannelsen selvfølgelig skal have et grundforløb som bl.a. skulle indeholde aktivitetsvidenskab. Herudfra kan alle ergoterapeuter bruge aktivitetstrænings-interventionsstrategien. De tre andre modeller kunne så være grundlag for tre specialiserende retninger: 1. Undervisning, Kommunikation og Formidling  2. Omgivelser, Hjælpemidler og Ergonomi og 3. Træning af kropsfunktioner med aktivitets som middel.

Der vil helt sikkert også være mange problemer ved denne inddeling, fx er det svært at lære om funktionstræning ved alle de forskellige klientgrupper, som findes.

Men hvordan finder man egentlig ud af, hvad der vil give mening, hvis uddannelsen skulle deles i specialiserede retninger? Skal man spørge ude i praksis? Eller måske har ergoterapiunderviserne eller de studerende nogen gode forslag?

Det kunne være interessant at finde ud af, om det overhovedet er et generelt problem, som opleves, når nye ergoterapeuter møder praksis? Og hvordan og hvorfor? Det kunne være et spændende PREjekt, som forarbejdet til et projekt, der undersøger eventuelle løsningsmuligheder.

En sjov bonusinfo:

I Sydafrika er opbygningen af uddannelsen lidt anderledes end herhjemme. Uddannelsen er en universitetsuddannelsen og tager i alt 4 år, hvor det 4. år er ren praktik. Desuden skal de uddannede ergoterapeuter hvert år samle point for at bevare deres titel. Dette kaldes ” CPD – continuous professional development”. Disse point fås ved fx at deltage i kurser, afholde og deltage i temadage, undervise andre ergoterapeuter og tage til konferencer. For at deltage i kurser osv. kan de søge legater i visse fonde.

På Groote Schuur Hospital, hvor jeg var tilknyttet i min praktik, afholdes der en gang om måneden Journal Club. Dette gør de dels for at samle point ind, men også for at sikre den evidens baseret praksis. Ergoterapeuterne skiftes til at undervise i et emne indenfor deres arbejdsområde. Forud skal de havde fundet videnskabelige artikler, som undervisningen bygger på.

Billede til nedstående blogindlæg om mit praktikophold i Sydafrika

Lille del af en kæmpe township i Sydafrika

Praktikoplevelser fra Sydafrika

Dette indlæg handler ikke så meget om innovation, men om en af de mange oplevelser fra min modul 13 praktik i Sydafrika. En studiekammerat og jeg var i Cape Town i 3 ½ uges praktik på Groote Schuur Hospital. Her fik vi en masse fantastiske oplevelser både faglige og personlige.

Her vil jeg fortælle om vores besøg på ergoterapi ”afdelingen” på en klinik i en fattig township i udkanten af Cape Town. Eller afdeling er måske så meget sagt, da der kun var ansat en ergoterapeut, og hun delte endda sit terapilokale med en socialrådgivers kontor. Men hun var virkelig inspirerende og havde en helt utrolig kernefaglighed.  Hun arbejdede dagligt med mange forskellige grupper af klienter både voksne, unge og børn, samt grupper men også individuelle klienter. 

Mens hun fortalte om sit arbejde, var der særligt to kernekompetencer, som jeg bed mærke i, at hun var særdeles dygtig til at bruge – klientcentreringen og graduering til NUZO (den nærmeste udviklingszone). Eller disse er jo faktisk to kompetencer af samme stof, da det handler om at møde klienten og forstå klienten samt den klientcenteret kontekst, og derud fra graduere interventionen, så klienten opnår en meningsfuld proces/læring.

Fx arbejdede hun med voksne arbejdsløse mennesker, som boede i townshippen. Her mødes de arbejdsløse ofte med hinanden og danner ”negative grupper”. I disse grupper bekræftede de hinanden i, at arbejde var et uopnåeligt mål, og at ingen af dem havde noget at tilbyde en arbejdsgiver.  Hun opsøgte disse grupper og prøvede at bryde negativiteten. Arbejdet handlede her om bidrage til følelsen af empowerment ved åbne deres øjne for egne kompetencer. Hun hjalp flere af klienterne med at formulere et CV og her fandt nogen ud af, at hvis bare de kunne noget engelsk, havde de allerede en stor ressource. Hun sagde, at det selvfølgeligt var hårdt og ikke alle tog lige godt imod hende, men at de succeshistorier, som hun oplevede, bidrog til følelsen af at gøre et meningsfuldt arbejde.

Hun fortalte også, om de mange forældre, som hun mødte i klinikken, som ikke havde forståelse af små børns behov. Mødrene havde den opfattelse, at et barns eneste behov var søvn og mad. Derfor havde disse børn ikke fået stimuli nok til at udvikle deres hjerne. Som følge deraf var det normalt, at børnene fra townshippen, var flere år forsinket i deres udvikling i forhold til jævnaldrende, når de begyndte i skole.  Hun fortalte endda, at i de skoler, som børnene kom i, var et barn ofte et af de bedste i sin klasse, hvis det kun var 1-2år bagud, da de fleste andre i en klasse var endnu længere tilbage i sin udvikling.

For forældrene ville det dog ikke give mening, hvis hun begyndte at belære dem om børns kognitive udvikling og afprøve standardiserede tests for at undersøge, hvilket udviklingsstadie et barn var på. I stedet så hun lidt mere groft på, hvor meget et barn kunne fx kravle, gå, klappe, sige bogstaver osv. - ting som forældrene kunne forholde sig til. Hun hjalp også forældrene med at lave skrald om til legetøj. De fleste forældre havde ingen penge til at købe legetøj, men de kunne gå ud og finde plastik bøtter, og låg i forskellige farver. Samtidig med at børn udvikler sig gennem leg, var legetøjet også god til at træne specifikke kognitive funktioner som fx farver, former og størrelsesforhold. Dette var da et ret innovativt påfund, og ergoterapeuten forklarede det med, at man blev god til at udnytte de få ting, som var til rådighed i et så fattigt kvarter.

Om QR koder og MOBI:DO

For en måned siden havde vi et personalemøde om innovation på min arbejdsplads (Udviklingsteamet for voksne med erhvervet hjerneskade, Aalborg Kommune). Jeg synes, at medarbejderdreven innovation er et fantastisk koncept, da innovation ofte opstår, når problemer skal løses – og i praksis er der tonsvis af problemer/udfordringer, som personalet oplever dagligt, som der er værd at tage fat i. Jeg var med i den innovationsgruppe, som skulle brainstorme om teknologi, og hvordan teknologi kan lette hverdagen for både personale og borgere netop på vores arbejdsplads.

Det skal lige siges, at min nuværende arbejdsplads er IKKE teknologiforskrækket, hvilket jeg ellers har oplevet mange andre steder i praksis. I øjeblikket er der fx gang i et projekt om talegenkendelse og stemmestyret journal, som i længden skal sparre en masse kontortid. Så det er fedt!

Vi fik ideudvekslet en del, og noget af det mest interessante, som vi kom frem til, var en snak om, hvordan QR koder kan gavne borgerne i simple hverdagsaktiviteter. Det viste sig så, at den ide var der allerede nogle ingeniører, som allerede havde udviklet et redskab over - nemlig MOBI:DO.  Linket nedenfor beskriver redskabet ret pædagogisk: http://www.youtube.com/watch?v=q-TMfGRydzc

En kort opsummering: Brugeren køber et abonnement til MOBI:DO, så de nødvendige QR koder til relevante hverdagsaktiviteter kan udformes - i linket er det fx kaffebrygning. Til denne aktivitet udformes en tjekliste over delprocesserne i aktiviteterne. Når brugeren så står ved kaffemaskien scannes QR koden ved hjælp af en tablet eller en smartphone. Næste skridt er, at delaktiviteterne kommer frem på telefonen i kronologisk rækkefølge, hvor de skal vinges af step by step.

Redskabet har potentiel merværdi for mange mennesker med kognitive dysfunktioner. Mennesker, som har problemer med overblik over delprocesserne i en aktivitet og deres hukommelse, kan blive mere selvstændige i hverdagen, idet redskabet kompensere for disse dysfunktioner.

 Nogle uger efter innovationsmødet fik vi på arbejdspladsen, besøg af en sælger fra MOBI:DO, som fortalte om redskabets og dets fordele. Efter denne præsentation tyder det dog på, at redskabet stadig har en del mangler. Fx kunne der bruges tale-alarmer i stedet for tone-alarmer, så når telefonen skulle minde brugeren om morgenmedicinen sagde den: ”tid til morgen-medicin” i stedet for ”bib-bib-bib”. 

Et større problem er, at redskabet ikke kan give feedback. Hvis brugeren fx er tvivl om aktiviteten går, som den skal, og det ikke hjælper at gå delprocesser igennem endnu engang, bliver brugeren hjælpeløs. En metode, som måske kunne udvikles til at løse dette problem, kunne være, at brugeren skulle sende et billeder af delaktiviteten. Hvis opgaven fx var at varme et måltid i en mikrobølgeovn, ville brugeren sende et billede ind af mikrobølgeovnen og dens indstillinger, inden der trykkes på start. Hvis så MOBI:DO kunne registrere et sådan billede, som ”rigtigt eller forkert”, ville brugeren også kunne få noget feedback på, om indstillingerne er korrekte eller hvilket deltrin, som evt. skal laves om. 

Noget andet ved MOBI:DO, som er diskussionsværdigt, er, at redskabet er udviklet til at kompensere og ikke til genoptræning. En person med en nyopstået hjerneskade har ofte potentiale for genoptræning af de tabte funktioner pga. hjernens plasticitet. Hvis personen bruger MOBI:DO med det samme, vil personen sandsynligvis blive afhængig af redskabet og ikke udnytte potentialet for genoptræningen. Dette kan måske påvirke hjernens generelle overbliksevne og hukommelse, som ellers er brugbar i situationer, hvor MOBI:DO kommer til kort.