Ergoterapi
beskæftiger sig med meningsfulde aktiviteter. Der er flere grunde til, at en
aktivitet er meningsfuld for et menneske; aktiviteter kan give glæde eller
tilfredsstillelse, men også være nyttige eller nødvendige.
Ergoterapeuter
inddrager ofte tidsaspektet, når de arbejder med at muliggøre meningsfulde
aktiviteter for mennesker. Der ses ikke kun på klientens nuværende aktiviteter,
men på hele den aktivitetsidentitet en person har skabt sig gennem livet. Nogle
gange arbejdes der også med potentielle meningsfulde aktiviteter fx at hjælpe
folk i uddannelse, at finde en plads i arbejdsmarkedet eller opbygge sociale
netværk gennem nye fritidsaktiviteter. Især i psykiatrien har forskellige aktiviteter
været brugt for at trække fokus væk fra sindet og ud i flow i aktiviteter.
Disse aktiviteter har måske ikke altid været meningsfulde for klienter i
forvejen, men har vist sig at have potentiale, idet de giver et pusterum fra de
mørke tanker.
Jeg tænker,
at en sund livsstil (men IKKE fanatisk) på mange måde har potentiale for at
blive en meningsfuld aktivitet for mange mennesker. Især i forhold til fysisk
aktivitet, som gør noget godt for mennesker på mange måder. Det kan give både
fysisk og psykisk velvære. Socialt kan det også have et udbytte fx udvide
socialt netværk gennem sport, skabe fælles interesser med andre mennesker og
have noget at tale med andre om, da fysisk aktivitet er en trend som også kan
skabe social anerkendelse og ståsted.
Det, at fysisk
aktivitet ikke tidligere har været en del af en persons aktivitetsidentitet, er
ikke en hindring for at aktiviteten har potentiale for at udvikle sig til at
blive en integreret del af de daglige hverdagsaktiviteter, som opleves som
meningsfulde.
Derfor er
jeg positiv i forhold til den diskursændring, som er i gang i samfundet, hvor
der nu i højere grad bliver italesat, hvordan fysisk aktivitet og
livsstilsændringer kan fremme sundhed og trivsel og ikke blot forebygge
sygdomme. Denne diskurs er også endnu et led i den salutogenetiske tilgang, som
er i gang med at vinde mere plads i sundhedsvæsnet.
Trods denne
diskursændring, er der dog stadig en stor diskussion i om sund livsstil bør
være et frit valg, en lettilgængelig mulighed, en del af de daglige rammer,
eller tvungne normer fra et øget samfundspres.
Her tænker
jeg især på bosteder med mennesker, som ikke selv er i stand til at skabe sine
egne daglige rammer. Her bliver livskvalitet i forhold til livsstil ofte
diskuteret indbyrdes mellem personalet, hvor de personlige præferencer skinner
tydeligt igennem. Dele af personalet mener, at det giver livskvalitet at nyde
lækkert men usundt mad flere gange dagligt samt at beboerne kan slappe af og
blive vartet op. Andre mener, at mere fokus på sundhed i hverdagen vil give
psykisk og fysisk velvære og dermed livskvalitet for beboerne. Langt de fleste mener selvfølgelig, at det
bør være en blanding – men også her er der utrolig mange nuancer!
I forhold
til dette problem tænker jeg ikke på nogle specifikke løsninger, min pointe er
blot, at mennesker, som arbejder med mennesker, skal være opmærksomme på ikke
at trække egne normer ned over andre. Dette både når det handler om livsstil
men vedrører også mange andre emner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar