En spændende opdagelse af en form for "begrebsforvirring" angående top-down og bottom-up perspektivet:
I et ergoterapeutisk perspektiv er top-down en tilgang, som både er holistisk og klientcentret. Eksempelvis har den ergoterapeutiske arbejdsprocesmodel OTIPM netop en tilgang, hvor det handler om klientens oplevelse af aktivitet. Dette er modsat bottom-up perspektivet, som fokusere på sygdommen, dvs. en mere biomedicinsk tilgang, som var knyttet til det ergoterapeutiske paradigme før i tiden.
I sundhedsvidenskab har begreberne modsat betydning i forhold til ovenstående! Bottom-up perspektivet, er knyttet til en sundhedsfremmende tilgang, hvor klienten/patienten er i centrum og det er dennes ægte mål, der arbejdes ud fra. Disse ægte mål, kan som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg perspektivers til begrebet meningsfulde aktiviteter.
Herimod vil en top-down tilgang være mere forebyggelses rettet, hvor sundhedsprofessionelle ikke involvere patienten i interventionen, men eksempelvis blot giver patienten anvisninger omkring, hvordan de skal opbygge en sund livsstil.
Denne brug af begreberne er interessant - især hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor denne sproglige teoretiske udvikling af begreberne i hver deres kontekst? Jeg mener desuden, at alle ergoterapeuter burde blive gjort opmærksomme på brugen af begreberne i andre sammenhænge end ergoterapi, så de ikke bliver forvirret, når de møder begrebet i eksempelvis sundhedsvidenskab eller i organisationsteorier.
Hvis du, som læser, kan uddybe dette mysterium/denne misforståelse, så skriv endelig til mig.
