Top-down og bottom-up

En spændende opdagelse af en form for "begrebsforvirring" angående top-down og bottom-up perspektivet:

I et ergoterapeutisk perspektiv er top-down en tilgang, som både er holistisk og klientcentret. Eksempelvis har den ergoterapeutiske arbejdsprocesmodel OTIPM netop en tilgang, hvor det handler om klientens oplevelse af aktivitet. Dette er modsat bottom-up perspektivet, som fokusere på sygdommen, dvs. en mere biomedicinsk tilgang, som var knyttet til det ergoterapeutiske paradigme før i tiden.

I sundhedsvidenskab har begreberne modsat betydning i forhold til ovenstående! Bottom-up perspektivet, er knyttet til en sundhedsfremmende tilgang, hvor klienten/patienten er i centrum og det er dennes ægte mål, der arbejdes ud fra. Disse ægte mål, kan som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg perspektivers til begrebet meningsfulde aktiviteter.
Herimod vil en top-down tilgang være mere forebyggelses rettet, hvor sundhedsprofessionelle ikke involvere patienten i interventionen, men eksempelvis blot giver patienten anvisninger omkring, hvordan de skal opbygge en sund livsstil.

Denne brug af begreberne er interessant - især hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor denne sproglige teoretiske udvikling af begreberne i hver deres kontekst? Jeg mener desuden, at alle ergoterapeuter burde blive gjort opmærksomme på brugen af begreberne i andre sammenhænge end ergoterapi, så de ikke bliver forvirret, når de møder begrebet i eksempelvis sundhedsvidenskab eller i organisationsteorier.

Hvis du, som læser, kan uddybe dette mysterium/denne misforståelse, så skriv endelig til mig.

Sociale mentorer

Hermed en opfordring til alle ergoterapeuter, som er jobsøgende, eller ergoterapeutstuderende, som selv har mulighed for at vælge sin praktikplads - søg om at blive social mentorer og bevis, hvad en ergoterapeuts kernekompetencer indebærer!

Sociale mentorer korps har været en stor succes. Se dette link: http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Nordjylland/2013/12/19/153949.htm

Deres væsentligst opgave er at hjælpe marginaliseringstruede unge med at få struktur i hverdagen. Når først det fundamentale - nemlig hverdagen er på plads, viser det sig, at de unge har nemmere ved at komme i gang med en uddannelsen eller få og fastholde et arbejde. Dette er ingen overraskelse for os ergoterapeuter, men viser blot, at vi kan udvikle den ergoterapeutiske praksis til at strække sig over flere og anderledes områder, end det som de fleste ergoterapeuter beskæftiger sig med, eksempelvis indenfor det somatiske eller psykiatriske område.

Dette kræver dog, at vi gør opmærksomme på os selv og vores kompetencer. De sociale mentorer giver den perfekte anledning!