søndag den 15. september 2013

Mål i den ergoterapeutiske intervention - Wackerhausens perspektiv

På det seneste har der ikke været meget tid til blogindlæg pga. suppleringskursus, eksamener, studiestart osv. Men selvom tiden er knap, bliver jeg dagligt introduceret til forskellige teorier, som giver god mening i forhold til det ergoterapeutiske paradigme. Derfor kribler det i fingrene for at komme i gang med et blogindlæg.

I dag tager jeg fat i Wackerhausen, og hvordan hans teori kan perspektiveres til en ergoterapeutisk tankegang i forhold til den del af interventionsprocessen, som vedrører formulering af mål.

Til jer som ikke har stiftet bekendtskab med Wackerhausen, vil jeg give en introduktion til hans teori. Wackerhausen giver et bud på et sundhedsperspektiv, som ligger mellem sundhedsfundamentalisme og sundhedsrelativisme – det åbne sundhedsbegreb. Her bliver sundhed bestemt ud fra tre centrale begreber, som i en interaktion resulterer i individets handlekapacitet. Handlekapacitet bestemmes ud fra givne livsbetingelser, handlefærdigheder (fysiske og psykiske) samt individets mål.
Jeg tænker, at denne tankegang kan sammenlignes med mange forskellige ergoterapeutiske teori og rent visuelt forestiller jeg mig en figur lignede PEO-modellen. P: person som handlefærdigheder, E: environment (omgivelser) som livsbetingelser og O: occupation (meningsfulde aktiviteter) som mål, som udspiller sig i aktivitetsudøvelsen, som her afspejler handlekapaciteten.
Altså er sundhed defineret som middel i forhold til opnåelse af mål ved givne livsbetingelser.   

I denne trebenede model finder jeg definitionen af ”mål” særligt interessant, fordi denne beskrivelse tilføjede noget nyt til min forståelsesramme.

 Et individs mål kan både være ægte og uægte, hvilket bl.a. afhænger af processen, hvorpå de opstår. Målene kan desuden være ”tavse” og implicitte, og dermed eksisterende i individets livsførelse, uden at individet nødvendigvis er bevidst om dette. For at identificere om et mål er ægte eller uægte, kan man vurdere om målet er tvangsbetonet af forskellige kontekster.
Mål skal komme fra subjektet egen selvbestemmelse, efter eget valg og eget værdigrundlag. Samtidig skal det være realistisk og rationelt ud fra en kritisk og selvreflekterende tankegang.
Hvis et mål er påtvunget ude eller indefra er det uægte. Hvis målet invaliderer andre menneskers muligheder for at nå deres mål, og hvis betingelserne for et ægte mål ikke er opfyldt, er det ligeledes uægte.
For at give en bedre forståelse af de uægte mål, vil jeg bruge et par af Wackerhausens eksempler ganske kort. Udefrakommende påtvingende mål kunne være pårørende, som ønsker, at den ældre dame skal flytte på plejehjem. Indefra påtvingende mål kunne være en person med depression, vis eneste mål er blevet selvmord.

I den ergoterapeutiske interventionsproces må ergoterapeuten søge efter klientens sande mål og ikke de mål, som fx de professionelle (evt. ergoterapeuten selv) og de pårørende finder mest meningsfulde. Hvis det er svært for klienten, må ergoterapeuten hjælpe klienten med at reflektere og finde værdier frem, som de ægte mål kan udspringe af.
Her er en anden pointen ifølge Wackerhausen, at det er vigtigt at være opmærksom på at udefrakommende mål kan blive gjort til ægte mål, hvis individet i processen forholder sig selvrefleksivt til disse.  Dette matcher desuden udmærket til mit seneste blogindlæg om fysisk aktivitet som potentiel meningsfuld aktivitet.
Jeg tænker, at det er ekstrem udfordrende at finde grænsen mellem uægte mål vs. at åbne øjnene for et potentielt ægte mål. Alligevel tænker jeg, at hvis ergoterapeuten stiller de rigtige spørgsmål, som igen hjælper i refleksionsprocessen, kan det rent faktisk lade sig gøre.

Jeg tænker endvidere, at en persons narrativer og aktivitetsidentitet er meget relevant i forhold til at formulere meningsfulde ægte mål, men man skal også være opmærksom på, at værdier og mål kan ændre sig gennem hele livet.

Hvis nogen har lyst til at læse mere om Wackerhausens åbne sundhedsbegreb, er ISBN på bogen: 87-88-66338-8.