På det seneste har der
ikke været meget tid til blogindlæg pga. suppleringskursus, eksamener, studiestart
osv. Men selvom tiden er knap, bliver jeg dagligt introduceret til forskellige
teorier, som giver god mening i forhold til det ergoterapeutiske paradigme.
Derfor kribler det i fingrene for at komme i gang med et blogindlæg.
I dag tager jeg fat i
Wackerhausen, og hvordan hans teori kan perspektiveres til en ergoterapeutisk
tankegang i forhold til den del af interventionsprocessen, som vedrører formulering
af mål.
Til jer som ikke har stiftet
bekendtskab med Wackerhausen, vil jeg give en introduktion til hans teori. Wackerhausen
giver et bud på et sundhedsperspektiv, som ligger mellem
sundhedsfundamentalisme og sundhedsrelativisme – det åbne sundhedsbegreb. Her bliver
sundhed bestemt ud fra tre centrale begreber, som i en interaktion resulterer i
individets handlekapacitet. Handlekapacitet bestemmes ud fra givne
livsbetingelser, handlefærdigheder (fysiske og psykiske) samt individets mål.
Jeg tænker, at denne
tankegang kan sammenlignes med mange forskellige ergoterapeutiske teori og rent
visuelt forestiller jeg mig en figur lignede PEO-modellen. P: person som handlefærdigheder,
E: environment (omgivelser) som livsbetingelser og O: occupation (meningsfulde
aktiviteter) som mål, som udspiller sig i aktivitetsudøvelsen, som her
afspejler handlekapaciteten.
Altså er sundhed defineret
som middel i forhold til opnåelse af mål ved givne livsbetingelser.
I denne trebenede model
finder jeg definitionen af ”mål” særligt interessant, fordi denne beskrivelse
tilføjede noget nyt til min forståelsesramme.
Et individs mål kan både være ægte og uægte,
hvilket bl.a. afhænger af processen, hvorpå de opstår. Målene kan desuden være ”tavse”
og implicitte, og dermed eksisterende i individets livsførelse, uden at individet
nødvendigvis er bevidst om dette. For at identificere om et mål er ægte eller
uægte, kan man vurdere om målet er tvangsbetonet af forskellige kontekster.
Mål skal komme fra
subjektet egen selvbestemmelse, efter eget valg og eget værdigrundlag. Samtidig
skal det være realistisk og rationelt ud fra en kritisk og selvreflekterende tankegang.
Hvis et mål er
påtvunget ude eller indefra er det uægte. Hvis målet invaliderer andre
menneskers muligheder for at nå deres mål, og hvis betingelserne for et ægte
mål ikke er opfyldt, er det ligeledes uægte.
For at give en bedre
forståelse af de uægte mål, vil jeg bruge et par af Wackerhausens eksempler
ganske kort. Udefrakommende påtvingende mål kunne være pårørende, som ønsker, at
den ældre dame skal flytte på plejehjem. Indefra påtvingende mål kunne være en
person med depression, vis eneste mål er blevet selvmord.
I den ergoterapeutiske
interventionsproces må ergoterapeuten søge efter klientens sande mål og ikke de
mål, som fx de professionelle (evt. ergoterapeuten selv) og de pårørende finder
mest meningsfulde. Hvis det er svært for klienten, må ergoterapeuten hjælpe
klienten med at reflektere og finde værdier frem, som de ægte mål kan udspringe
af.
Her er en anden pointen
ifølge Wackerhausen, at det er vigtigt at være opmærksom på at udefrakommende
mål kan blive gjort til ægte mål, hvis individet i processen forholder sig
selvrefleksivt til disse. Dette matcher
desuden udmærket til mit seneste blogindlæg om fysisk aktivitet som potentiel
meningsfuld aktivitet.
Jeg tænker, at det er ekstrem
udfordrende at finde grænsen mellem uægte mål vs. at åbne øjnene for et potentielt
ægte mål. Alligevel tænker jeg, at hvis ergoterapeuten stiller de rigtige
spørgsmål, som igen hjælper i refleksionsprocessen, kan det rent faktisk lade
sig gøre.
Jeg tænker endvidere,
at en persons narrativer og aktivitetsidentitet er meget relevant i forhold til
at formulere meningsfulde ægte mål, men man skal også være opmærksom på, at værdier
og mål kan ændre sig gennem hele livet.
Hvis nogen har lyst til
at læse mere om Wackerhausens åbne sundhedsbegreb, er ISBN på bogen:
87-88-66338-8.
